Derfor blev Mads fyret
Øv!
Sådan må den danske stjerneskuespiller, Mads Mikkelsen, have tænkt i går, da TV-netværket NBC meddelte, at der ikke ville komme en fjerde sæson af serien "Hannibal". En serie der har gjort Mads til amerikanske superstjerne i bedste sendetid.
I nat kom det så frem, at det måske ikke kun var relativt lave seertal på omkring tre millioner pr. episode, der gjorde udslaget. Kilder med indsigt i TV-branchen fortæller til det anerkendte tidsskrift, "Hollywood Reporter", at det var et spørgsmål om rettigheder.
Angiveligt ville instruktøren Bryan Fuller introducere Clarice Starling - altså hende der i filmen "Ondskabens Øjne" fra 1991 blev spillet af Jodie Foster - til persongalleriet i TV-serien. Men det var ifølge "Hollywood Reporter" ikke muligt at få rettighederne til Clarices rolle i serien. Og tovtrækningen om rettighederne og det kommende manus blev for komplicerede til, at NBC ville fortsætte.
Producerne vil forsøge at få en fjerde sæson "Hannibal" et andet sted, men omstændighederne er lige nu ret usikre.
Fakta er, at "Hannibal" var et hit blandt anmeldere og havde en solid fan-base. Der er ingen tvivl om, at "Hannibal" også var et prestigeprojekt for NBC. Normalt får serier, der svæver nede omkring tre millioner seere, heller ikke tre sæsoner. Men Hannibal havde potentiale.
Vi må se, om Mads vender tilbage i rollen på et senere tidspunkt. Lige nu kan fans glæde sig over den tredje sæson, der kører lige nu.