Michael Falch: Forelsket i Paprika Steen
Efter 20 år i garagen har sangeren støvet sit skuespillertalent af og får nu comeback med filmen "Applaus", hvor han spiller over for Paprika Steen.
Men talentet er ikke det eneste, der er blevet støvet af og vakt til live igen. Under indspilningerne blev Michael Falch så fascineret af sin kollega, at flere mener, at han er blevet lun på hende.
- Jeg stod ret rusten som skuespiller over for en toptunet professionel. Hun er jo en af de største skuespillere, der kan opleves herhjemme, og jeg har set hende masser af gange på film, fortæller Michael Falch til B.T. uden ophør af de lovprisende ord om Paprika Steen.
- Jeg blev så imponeret over hende, at mine venner mener, jeg må have et crush på hende. Når jeg taler om hende, laver jeg åbenbart en eller anden speciel bevægelse, siger de, fortæller sangeren.
Om Paprika Steen også fik et godt øje til Michael Falch under indspilningen, er tvivlsomt. Hendes mand Mikael Rieks har nemlig været med til at lave filmen.