Nyheder30. december 2008

Joachim B. Olsen: Spås færdig

Hans tidligere træner tror ikke Vild med dans-vinderen har en fremtid som kuglestøder
Selv om det måske går ud over den sportslige karriere, så kørte Joachim med klatten, når han og Marianne dansede
Selv om det måske går ud over den sportslige karriere, så kørte Joachim med klatten, når han og Marianne dansede
 Foto: SE og HØR

Quickstep, tango og tjuhej, hvor det går. Joachim B. Olsen blev verdensberømt i Danmark, da han droppede kuglerne. I stedet stødte han direkte ind i de danseelskende danskeres hjerter, når han fredag efter fredag sammen med Marianne Eihilt dansede sig mod sejren i "Vild med dans".

Men der er åbenbart ikke noget, der er godt, uden at være skidt for noget andet. Den heftige berømmelse på dansegulvet og efterfølgende TV- og danse-job kan koste Joachim chancen for at komme tilbage i sin oprindelige sport. Det mener hans tidligere træner, islændingen Vestein Hafsteinsson i alle tilfælde:

- Han har gjort et stort stykke arbejde for at skifte karriere - fra at være en af verdens bedste kuglestødere til at blive en showbusiness-fyr. Det er ikke alle, det lykkes for. Jeg tror ikke, han kan vende tilbage, siger Hafsteinsson til Ekstra Bladet.

Joachims næste store udfordring som kuglestøder er indendørs-EM i Torino i marts, men på grund af den skade, som plagede ham allerede ved OL i Beijing, er det ikke sikkert, at han stiller op. Selv afviser han, at al hurlumhejen omkring hans TV-optræden skulle have nogen indflydelse på hans fremtid som sportsmand.

- Jeg skal bare passe på, at min skade ikke kommer igen. Det har intet med mit TV-arbejde at gøre. Det var kun "Vild med dans", der var tidskrævende. De andre ting tager bare et par timer, siger han.

Sponsoreret indhold