”Fifty Shades”-afsløring: Se hvornår 2’eren og 3’eren kommer

"Mr. Grey will see you now." Millioner af Fifty Shades-fans over hele verden har nu fået en god grund til at sætte ikke bare ét, men hele to store røde kryds i kalenderen.
Premiererne for henholdsvis film nummer to og tre i "Fifty Shades"-serien har nu fået datoer, og selvom det er brandgode nyheder for mange hungrende husmødre, må alle fans af serien væbne sig med tålmodighed.
"Fifty Shades Darker" - opfølgeren til den første film - får nemlig først verdenspremiere fredag d. 10. februar 2017. I hovedrollerne som Christian Grey og Anastasia Steele finder vi selvfølgelig igen lækre Jamie Dornan og smukke Dakota Johnson.
3'eren, "Fifty Shades Freed", er sat til at blive vist i biograferne første gang fredag d. 9. februar 2018, så hvis du ikke har nået det endnu, er der pludselig god tid til at få læst alle bøgerne inden den næste film kommer i biffen.
Hvis du alligevel har svært ved at vente, kan du trøste dig med at se eller gense et par af trailerne til den første film nedenunder.