Igen og igen downloadede en præst fra Sydsjælland billeder og videoer med seksuelt materiale af børn under 18 år.
Mandag i Retten i Næstved tilstår Tom Thygesen Frederiksen, at han var i besiddelse af over 80.000 ulovlige billeder og videoer.
- Jeg er utroligt ked af det, jeg har gjort, siger den 60-årige tidligere præst.
Tom Thygesen har været sognepræst i Hårslev Sogn på Sydsjælland, men blev sygemeldt, dernæst suspenderet og opsagde senere sin stilling som følge af sagen.
Det omfattende materiale blev opdaget, da politiet efter tip fra fildelingstjenesten Dropbox ransagede hos præsten 17. maj 2024.
I alt 80.976 filer med seksuelt materiale af børn under 18 år blev fundet på præstens usb-stik og computere - herunder kirkens arbejdscomputere.
- Som at samle på frimærker - men på en helt forkert måde, siger Tom Thygesen i retsmødet, da han skal forklare, hvorfor han downloadede så meget ulovligt materiale.
Der var tale om 78.701 billeder og 2275 videoer. Videomaterialet varer sammenlagt omkring 250 timer.
Seksuelt materiale med børn inddeles af politiet i tre kategorier, og præsten var i besiddelse af alle tre.
Kategori 3 er den groveste, hvor der indgår eksempelvis vold eller tvang. Her var præsten i besiddelse af 716 billeder eller videoer.
Knap 70.000 billeder og videoer var i kategori 1, mens lidt over 10.000 var i den midterste kategori.
Ifølge Tom Thygesen downloadede han materialet, da han havde udviklet en pornoafhængighed. Det begyndte i 2017-2020.
- Jeg var inde på en side tilfældigvis med let påklædte teenagepiger, hvor der så var et link. Det link klikkede jeg ind på, og der var forbudte billeder. Stripteasebilleder.
- Der skete det ulykkelige, at - fordi det var forbudt - fik det en fascinationsværdi, siger han.
På siden blev materialet ifølge den tidligere sognepræst udskiftet hvert døgn. Han hentede det derfor ned fra nettet.
- Jeg har skovlet alt ind, der var. Jeg har ikke haft tid til at se på alt, der var, siger han og tilføjer:
- Og det er også derfor, at der er kommet de her kategori 2 og 3 billeder ind, som jeg er meget, meget ulykkelig over.
Han understreger, at han aldrig har betalt for materialet, og at han aldrig har oplevet seksuel tiltrækning af mindreårige.
Som sognepræst i Hårslev Sogn har han haft kontakt til børn. Blandt andet har han haft sjælesorgsgrupper for unge.
I dag er han på kontanthjælp og sygemeldt.
Anklagemyndigheden vil fratage ham retten til at være præst.
Men selv håber Tom Thygesen fortsat at kunne bidrage til præstegerningen - dog ikke ved at være sognepræst og arbejde med børn. Det ved han godt, at han ikke kan uden en ren børneattest.
- Jeg har ikke helt opgivet at kunne foretage begravelser eller prædikener i vikarsituationer, siger han.
Foruden fratagelsen går anklagemyndigheden efter en straf på mindst seks måneders fængsel til præsten - også gerne højere.
Forsvareren ønsker en mildere straf og henviser til, at cirka halvdelen af det ulovlige materiale er dubletter.
Retten afsiger dom 25. februar.