Uber udvider sin madleveringstjeneste til Danmark

Selskabet Uber udvider sin madleveringstjeneste til syv nye europæiske lande, heriblandt Danmark, i 2026.
Det oplyser Susan Anderson, der er global chef for levering hos Uber, til Financial Times.
- Vi er glade for at kunne komme ind på syv nye markeder, hvor det etablerede selskab har fundet sig godt til rette. Vi mener, at det er tid til at hæve barren, ryste posen og levere bedre værdi på tværs af kategorien.
På listen over lande, som Ubers leveringstjeneste udvider til, er Danmark, Norge, Finland, Østrig, Tjekkiet, Grækenland og Rumænien.
Uber er en amerikansk kørselstjeneste, der første gang kom til det danske marked i 2014 og umiddelbart efter blev meldt til politiet af Trafikstyrelsen.
Man skal nemlig leve op til en række krav for at få lov at køre taxa i Danmark.
Flere domme med bødestraf til chauffører gjorde det klart, at Uber i det danske retsvæsen blev regnet for ulovlig taxakørsel. Derfor meddelte Uber den 28. marts 2017, at det var slut med at drive virksomhed i Danmark.
I 2024 indgik Uber et samarbejde med taxaselskabet Drivr, hvor man kan booke en taxa med en professionel chauffør via appen.
På den måde kunne Ubers app bruges i Danmark. Selskabets forretningsmodel med private bilejere blev ikke genindført i Danmark.
I 2025 købte Uber desuden Danmarks største taxaselskab, Dantaxi.
Ekspansionen af Ubers leveringstjeneste vil ifølge Financial Times udfordre det finske selskab Wolt, som i 2022 blev købt af den amerikanske madleveringsgigant DoorDash.
Ifølge avisen er Ubers markedsandel vokset på selskabets største markeder i Europa, herunder Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien.
I flere lande har Uber platformen Uber Eats, hvor man kan bestille mad og få det leveret. Financial Times nævner ikke konkret, at det er under det navn, Uber vil ind på de europæiske markeder.