
Nyfødt datter døde: Nu sender Dodgers-pitcher Alex Vesia en rørende tak

LÆS OGSÅ: Peter Gade i stor sorg: - Hvil i fred
Alex Vesia og hans hustru, Kayla, blev i oktober ramt af enhver forælders mareridt.
Her gik parrets nyfødte datter, Sterling Sol, bort, og Alex Vesia var derfor ikke en del af de afgørende kampe, da holdkammeraterne fra Los Angeles Dodgers tog den anden titel i træk i Major League Baseball.
Nu er den 29-årige pitcher vendt tilbage til holdet i forbindelse med opstarten til den kommende sæson, og fredag stillede han sig op foran pressen og holdt en seks minutters lang tale.
Det skriver mlb.com.
Her sendte han en rørende tak for den store støtte, både klubben, holdkammeraten, modstandere og fans har vist parret i den svære tid.
- Vi har lært, at livet kan ændre sig på et øjeblik. For os tog det blot ti minutter. Sterling Sol var den smukkeste pige i verden. Vi fik lov til at holde hende, læse for hende og elske hende. Vores tid sammen var alt for kort, sagde han og fortsatte:
- Kay og jeg vil bevare disse værdifulde minder og øjeblikke for os selv. Jeg håber, at alle, der lytter, kan udvise empati og respektere vores ønske om privatliv, mens vi fortsat forsøge at hele, og mens vi navigerer i de op- og nedture, der er i en baseball-sæson.
Han gjorde det også klart, at han ikke var i tvivl om beslutningen om at droppe de afgørende kampe.
- At forlade holdet og de brødre, jeg går i krig med hver dag, var en svær beslutning, men det var også en nem beslutning, fordi min familie havde brug for mig.
- Vi så alligevel hvert eneste pitch af World Series (finalekampene, red.), og for os var det på mange måder en lysglimt i mørket, sagde han og fortalte, at han også hurtigt vendte tilbage til baseball-træningen selv, hvilket gav ham en "mental klarhed".
Sammen med hustruen er han nu startet i terapi, og han opfordrer alle, der står i samme situation, til at søge hjælp.
- Jeg var ikke klar til ikke at bringe min lille pige hjem, men vi har hende med os hver eneste dag. Det har været hårdt, men vi har det okay. Tak, sluttede han.
