Annonce
Nyheder7 timer siden (opd. 5 timer siden)

Lørdag kan blive et isdøgn efter februars koldeste nat

Natten til lørdag er der målt minus 13 grader. Det er den laveste målte temperatur i februar i år
Af: Ritzau
Lørdagen kan meget vel blive et såkaldt isdøgn - altså hvor der ikke bliver målt temperaturer over frysepunktet.
Lørdagen kan meget vel blive et såkaldt isdøgn - altså hvor der ikke bliver målt temperaturer over frysepunktet.
 Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Annonce

Der er stor sandsynlighed for, at lørdag bliver et såkaldt isdøgn, hvor der ikke bliver målt temperaturer over frysepunktet i 24 timer.

Det vurderer vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Mette Wagner.

- Der er stor sandsynlighed for, at det kan lade sig gøre. Men lokalt kan vi måske godt nå over frysepunktet, siger hun.

Natten til lørdag har været den koldeste nat i februar i år. Der er blevet målt ned til minus 13 grader, hvilket er den laveste målte temperatur denne måned.

Det er særligt i det midt- og sydøstjyske, at temperaturerne har været langt nede.

Den højeste temperatur, der er blevet målt i lørdagsdøgnet indtil videre lørdag klokken 08.41, er 0,6 frostgrader, siger Mette Wagner.

Annonce

Hele weekenden forventes overordnet set at blive kold, men også forholdsvis rolig med mild vind og pletvis sol.

Både lørdag og søndag vil dagtemperaturerne ligge mellem frysepunktet og tre graders frost.

- I morgen (søndag, red.) skal vi også fryse og have godt med tøj på. Men vi skal nyde det med al det sne, der er derude, og at vinden ikke er så slem i dag (lørdag, red.), siger Mette Wagner.

Annonce

Der ventes ikke at komme betydelige mængder nedbør i weekenden. Ifølge DMI's prognoser kan der dog mellem lørdag og søndag forekomme snebyger i den nordvestlige del af landet.

- Men det er ikke det store, og det klarer pænt op natten til søndag, siger Mette Wagner.

Bornholm er et af de steder i landet, hvor sneen inden weekenden lagde sig som en tung dyne.

Annonce

Det resulterede i kraftig snefygning og sneglatte veje på hele øen fredag.

Men lørdag morgen er de større veje farbare, oplyser Bornholms Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

De mindre veje er dog fortsat svært fremkommelige, og de forventes ikke at blive ryddet lørdag eller søndag.

Bornholms Politi opfordrer til at køre forsigtigt og efter forholdene.

Annonce

Sponsoreret indhold