Mødte hende i New York: Epstein blev besat af prinsesse

Det står efterhånden fuldstændig klart, at den afdøde og rufferidømte finansmand Jeffrey Epstein havde et ganske godt forhold til Norges kronprinsesse, Mette-Marit.
Men hun var langt fra den skandinaviske royale, som Epstein var mest betaget af.
Det fortalte forfatteren Ian Harper ifølge Billed Bladet i 2020 til Svensk Damtidning. Det skete i forbindelse med udgivelsen af bogen “Controversy: Sex, Lies and Dirty Money By The World's Powerful Elite”.
- Da Madeleine boede i New York, sagde han (Jeffrey Epstein, red.), at prinsesse Madeleine var verdens mest sexede kongelige. Han var besat af hende, forklarede Ian Harper.
Besættelsen var så dyb, at Epstein ifølge forfatteren hyrede folk til at følge efter prinsessen og tage billeder af hende. Den skal være startet, efter han mødte prinsessen og hendes mor, dronning Silvia, til et velgørenhedsarrangement.
Prinsesse Madeleine boede på det tidspunkt i New York med sin mand, Christopher Paul O'Neill. De flyttede tilbage til Sverige i 2024.
I forbindelse med interviewet i 2020 kontaktede Svensk Damtidning det svenske hof for at høre, hvordan de forholdt sig til Ian Harpers påstande.
- Det er ikke noget, som hoffet ser grund til at kommentere på, lød det.