
Tiltalt efter Philip Westh-besøg: Smuglede genstand ind i fængslet

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
LÆS OGSÅ: Philip Westh droppede ankesag: Her er hans nye hjem
En kvinde i 30'erne risikerer at blive straffet med fængsel, når hun inden længe sætter sig på anklagebænken i en dansk byret.
Det viser et anklageskrift, som SE og HØR har fået aktindsigt i.
Kvinden forsøgte efter politiets opfattelse at indsmugle en GPS-tracker med mikrofon under et fængselsbesøg hos den drabsdømte Philip Westh.
SE og HØR kender kvindens identitet, men på grund af en begæring om navneforbud er vi afskåret fra at dele informationer om kvinden eller fængselsbesøget.
Philip Westh blev i april 2023 anholdt efter mere end et døgns intens eftersøgning af en dengang 13-årig pige, som det viste sig, at han havde bortført.
Kort efter mistænkte politiet ham for også at stå bag drabet på Emilie Meng i 2016, som de derfor sigtet ham for.
Efterfølgende blev han også tiltalt i sagerne samt for at forsøge at bortføre og voldtage en efterskoleelev, og i sommeren 2024 blev han kendt skyldig og idømt fængsel på livstid.
Oprindeligt ankede han, men kort før landsretssagen trak han anken tilbage og endte med at acceptere dommen.
- Ingen kommentarer
SE og HØR har været i kontakt med kvindens forsvarsadvokat, Karina Skou, som også var den advokat, der repræsenterede Philip Westh i sagerne mod ham.
Hun har ingen kommentarer, lyder det.
Det vides derfor ikke, hvordan kvinden stiller sig over for anklagerne.
Det vides heller ikke, hvad formålet med den påståede indsmugling skulle være, eller hvordan det blev opdaget.
Konkret er kvinden tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 124 stk. 4, hvor strammerammen går op til tre måneders fængsel.
Det vides ikke, hvordan anklagemyndigheden konkret vil have hende straffet, men af anklageskriftet fremgår det, at de går efter en fængselsstraf.
Huset beslaglagt
I starten af januar kunne SE og HØR fortælle, at rædselshuset i Korsør - hvor den unge pige sad tilfangetaget i et helt døgn - var blevet beslaglagt af Rigspolitiet.
Siden bekræftede National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at de stod bag beslaglæggelsen, og efterfølgende kunne SE og HØR fortælle, at den dømte drabsmand tilsyneladende ikke kæmpede imod, da sagen var for en dommer.
- Retten bemærker, at den tidligere beskikkede forsvarer, Karina Skou, har oplyst, at hendes tidligere klient ikke har et ønske om, at hun skal repræsentere ham i spørgsmålet, lød det således i retsdokumenter.
I forbindelse med dommen blev Philip Westh også dømt til at skulle betale 574.000 kroner i erstatning til sine ofre. Beløbet er ifølge retsbogen nu 575.711,10 kroner, ligesom han derudover også skal betale et endnu uvist beløb i sagsomkostninger.
Philip Westh skylder en del penge udover det, der stammer fra retssagen.
SE og HØR kunne kort før jul afsløre, at flere kreditorer forsøger at sikre deres tilgodehavender. I december fik IF Skadeforsikring tinglyst et udlæg på 10.744 kroner i Philip Wesths villa i Svenstrup ved Korsør.
Tidligere har også Resurs Bank og IFA Finance DAC fået foretaget udlæg på henholdsvis 20.002 og 18.022 kroner.
