Annonce
Nyheder3 timer siden (opd. 3 timer siden)

Østjyllands Politi advarer bilister om glatte veje

I store dele af landet er der glatte veje tirsdag morgen. Østjyllands Politi advarer specifikt bilister
Af: Ritzau
Annonce

Der er risiko for, at bilerne skøjter rundt på vejene tirsdag morgen.

Af Vejdirektoratets trafikkort, som løbende opdateres, fremgår det, at der er glatte veje i store dele af landet.

Østjyllands Politi, som dækker Randers, Norddjurs, Syddjurs, Favrskov, Aarhus, Odder og Samsø kommuner, advarer specifikt politikredsens bilister om glat føre.

- Saltbilerne er i fuld gang, oplyser myndigheden på meddelelsestjenesten Politi Update og tilføjer:

- Skal du ud og køre her til morgen, så kør hjemmefra i god tid. Kør forsigtigt, så alle kommer sikkert frem.

Samme advarsel deler P4 Trafik.

- Vejene kan fortsat være glatte mange steder i landet. Kør efter forholdene, hold afstand og sæt god tid af til køreturen.

Annonce

I et opslag på det sociale medie X bliver tirsdagsvejret ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) endnu en dag i rækken med mange skyer og stedvis lidt sne.

- Temperaturen når op mellem 1 grads frost og 3 graders varme, lunest i den sydvestligste del af landet, lyder status fra DMI.

DMI udsendte mandag et varsel om snestorm i store dele af Danmark.

Annonce

Snestormen forventes at begynde natten til torsdag 12. februar og vare frem til fredag den 13. februar klokken 12.00.

Områderne forventes at spænde fra vestjyske Ringkøbing og østpå til Nordsjælland samt nord for den linje.

Meldingen kommer på baggrund af et lavtryk, der bevæger sig over Danmark.

Lavtrykket kommer fra den sydlige del af England og bevæger sig øst og nordøst. Dets bane vil blive afgørende for, hvilke specifikke områder der rammes af snestormen.

Annonce

Hvis lavtrykket tager en nordlig bane, vil det muligvis kun blive den nordligste del af Danmark, som vil få snestormslignende tilstande.

Hvis lavtrykket derimod tager en mere sydlig bane, så vil det være gældende for større dele af landet.

Snevejret - som forventes at ramme Danmark - vil være kategori to. DMI beskriver denne kategori som farligt vejr.

Annonce

Derfor skal man være forberedt på, at vejrudviklingen kan påvirke omgivelserne og forstyrre trafik og forsyninger, hvis man befinder sig i de sneramte områder.

Opholder man sig i områderne, hvor der forvarsles om sne, så opfordres man til at holde sig orienteret om det lokale vejr.

Rigspolitiet har i tidligere pressemeddelelser rådet til, at man har tæpper, varmt tøj, refleksvest og forsyninger med i sin bil, hvis man skulle sidde fast i snedynger, eller hvis andet skulle forårsage, at man holder stille.

Annonce

Sponsoreret indhold