Afslører særlig Lindsey Vonn-besked inden indlæggelse: - Sig tillykke og godt gået

LÆS OGSÅ: Fløjet væk med helikopter: Verdensstjernen Lindsey Vonn i forfærdeligt styrt
Søndag kom den amerikanske skidronning Lindsey Vonn rigtig galt afsted, da hun styrtede så voldsomt, at hun måtte hentes i en helikopter og kastes til hospitalet.
Hen på aftenen kom der så en update fra Vonn-lejren.
Et brud på benet og en tur på operationsbordet var en kendsgerning.
Hun var heldigvis i stabil tilstand.
Nu fortæller hendes norske træner, Aksel Lund Svindal, så, hvad den amerikanske stjerne nåede at sige, inden hun blev hentet og fragtet væk i helikopter.
- Lindsey. Du er utrolig modig. Du inspirerer folk, der følger din rejse, og dem af os, der arbejder tæt sammen med dig hver dag. I går var hård. For alle, men mest for dig, indleder han et opslag på Instagram.
- Alligevel skete der noget, som jeg tror siger det hele. "Sig tillykke og godt gået til Breezy". Din holdkammerat (Breezy Johnson, red.) førte konkurrencen, og det er den besked, du ønskede, at holdet og trænerne skulle huske, før du tog med helikopter til hospitalet, skriver han.
41-årige Lindsey Vonn overraskede allerede ved bare at stille op ved OL.
Hun stillede nemlig til start med et overrevet korsbånd i det ene knæ.
Den tidligere OL-guldvinder har endnu ikke selv givet lyd fra sig fra hospitalssengen.
Ifølge det amerikanske skilandshold er hun dog ved godt mod.
- Hun er i gode hænder hos et team af amerikanske og italienske læger, lød det søndag.