Ikke det rette tidspunkt: Neil Young tager en pause

Den canadiske sanger og sangskriver Neil Young har besluttet at tage en pause. Han aflyser alle sine europæiske koncerter.
Det skriver han selv på sin hjemmeside, Neil Young Archives.
- Jeg beklager at skuffe jer, men det er ikke det rette tidspunkt, lyder det.
Han takker samtidig dem, der har købt billetter.
Ifølge Neil Youngs hjemmeside var der planlagt en række koncerter i Storbritannien, Irland, Frankrig, Holland, Belgien, Schweiz og Italien i juni og juli.
80-årige Neil Young lagde senest vejen forbi Danmark sidste sommer.
Her spillede han sammen med orkesteret The Chrome Hearts ved Amager Strandpark i København.
Neil Young er en af Canadas mest berømte musikere med sange som "Heart of Gold", "Old Man", "Rocking in a Free World" og "Helpless" samt albummet "Harvest".
Han regnes som en af rockmusikkens største navne.
I 1960'erne var han først medlem af Buffalo Springfield, siden en del af kvartetten Crosby, Stills, Nash & Young.