Stopper på toppen: Mads Mensah Larsen færdig landsholdet

En æra er slut.
Den 34-årige håndboldspiller Mads Mensah Larsen har valgt at stoppe på landsholdet efter mere end 14 år og 225 kampe i rødt og hvidt. Det meddeler DanskHåndbold torsdag på sin hjemmeside.
Dermed sluttede Mads Mensah af med at vinde EM-guld med Danmark, som søndag vandt finalen over Tyskland med Skjerns bagspiller som en del af holdet.
- Det har været et enormt privilegium at repræsentere Danmark. At trække landsholdstrøjen over hovedet 225 gange er noget, jeg er ufatteligt stolt af.
- Jeg har givet alt, hvad jeg havde, hver gang jeg har været afsted med landsholdet. Nu er tiden kommet til at give stafetten videre og prioritere nye kapitler - både i klubregi og privat.
- De oplevelser, minder og store resultater, vi har skabt sammen, vil jeg tage med mig resten af livet. EM-guldet i Boxen var det perfekte punktum for min rejse med det danske landshold, siger Mads Mensah.
Mens det er et stop på landsholdet, fortsætter han på klubholdet Skjern, hvor han har kontrakt i denne og yderligere tre sæsoner.
På landsholdet blev det til 16 slutrunder siden debuten i 2011. Blandt de største triumfer var EM-guldet i år, OL-guldet i 2016 samt fire VM-guldmedaljer i 2019, 2021, 2023 og 2025.
Landstræner Nikolaj Jacobsen var overrasket, da Mads Mensah meddelte, at det var det rigtige tidspunkt at stoppe.
- Det har jeg sagt til Mads, at det ved jeg ikke, om jeg er enig i, men jeg respekterer selvfølgelig hans beslutning.
- Det er en institution i dansk håndbold, der stopper. Mads har været en af grundpillerne i hele min tid som landstræner, siger Nikolaj Jacobsen til forbundets hjemmeside.
Mads Mensah indtog kun en birolle på det hold, der netop har vundet EM-guld, men uden for banen var han også vigtig.
- Han har måske ikke altid spillet den største rolle på banen, men med sine menneskelige kvaliteter har han alligevel haft enorm betydning.
- Det bliver et kæmpe tab for os alle sammen, at Mads ikke længere skal være en del af landsholdet, mener landstræneren.