
Casper Drømme skred fra egen burgerkæde: Nu er alle ansatte fyret

LÆS OGSÅ: Casper Drømme skilt - afslører ny kæreste
Casper Drømme er ikke den eneste, der er færdig i burgerkæden Casper's.
Således kan KøbenhavnLIV nu fortælle, at samtlige af kæden ansatte har fået et brev om, at de er blevet fyret.
Årsagen forklares ifølge mediet med en ”øjeblikkelig operationel lukning” som direkte følge af en markant ledelsesændring, da man ikke mener, at man efter Casper Drømmes exit kan fortsætte den normale drift.
- Lige nu handler det for os om at skabe overblik over situationen. Det her er nyt for os alle, og det påvirker selvfølgelig især de ansatte meget. Jeg så derfor heller ingen anden udvej end at afskedie de ansatte for at spille med åbne kort, siger Marcos Villarroel til mediet.
Han er bestyrelsesmedlem af burgerkæden samt partner i Nightday ApS, der ejer en tredjedel af burgerkæden - samme andel som Casper Drømme selv.
Casper's startede i slutningen af 2025 med store ambitioner om først at indtage området omkring København - og senere udlandet - med burgerforretninger.
Men af det offentlige virksomhedsregister fremgik det således mandag, at han forlad direktionen og posten som bestyrelsesformand i alle selskaber.
Casper Drømme, der egentlig hedder Casper Palle Neergaard Christiansen, fortalte efterfølgende selv om årsagen på Instagram.
- Grunden er, at jeg ikke længere kan stå på mål for måde, det er drevet på, og derfor trækker jeg mig, sagde han og fortsatte:
- Jeg er stolt over det, jeg har opnået, men selvfølgelig ked af udfaldet. Jeg er taknemmelig for al den støtte, I har vist mig i hele projektet. Jeg håber, I har en fed dag, sluttede han.
Kaos
Nyheden kom efter en periode med kaos, hvor burgerforretningerne flere gange var tvunget til at lukke, ligesom det væltede ind med dårlige anmeldelser.
Tidligere i år var Fødevarestyrelsen forbi på baggrund af en anonym forbrugerhenvendelse. Det resulterede i en indskærpelse og en mellemfornøjet smiley til butikken, der især fik hug for rengøringen.
- Jeg vil på ingen måde komme med dårlige undskyldninger og fralægge mig ansvaret. Det hader jeg, når folk gør. Der er ikke andet at sige, end at systemerne ikke har været helt på plads, og det er mit ansvar – ikke mine ansattes, sagde Casper Drømme i den forbindelse til KøbenhavnLIV.
Kritikken ville dog ikke få betydning for hans planer om at åbne i Valby, understregede han over for mediet 27. januar. Det er uvist, om hans nylige exit ændrer på den melding.
