Annonce
Krimi4 timer siden (opd. 3 timer siden)

Drabsdømte Philip Denié Dahl Petersen efterlyst efter flugt fra Vestre Fængsel

Politiet efterlyser en mand, der er flygtet fra Vestre Fængsel. Han var idømt forvaring for drab
Af: Ritzau
Sådan ser den efterlyste ud.
Sådan ser den efterlyste ud.
 Politifoto
Annonce

Den drabsdømte 37-årige Philip Denié Dahl Petersen er natten til onsdag flygtet fra Vestre Fængsel.

Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Hviid Simonsen.

- Han kom ud fra sin celle og kom derfra ud i gården på Vestre Fængsel, hvorfra han kunne klatre over ydermuren. De nærmere omstændigheder for, hvordan han kunne gøre det, holder vi dog indtil videre for os selv, siger han.

Politiet modtog anmeldelsen om flugten fra Vestre Fængsel 00.05. Manden er nu efterlyst, siger efterforskningslederen.

Omkring klokken 05.00 er manden endnu ikke fundet, oplyser efterforskningslederen.

- Vi har selvfølgelig sat alle kræfter ind for at finde ham. Men vi hører meget gerne fra folk, der har set ham eller har oplysninger om, hvor han kunne opholde sig. Vi sætter pris på alt, hvad vi kan få af offentligheden.

Annonce

- Han er dømt for drab, og han kan være farlig, så man skal ikke selv forsøge at tilbageholde ham, siger Kenneth Hviid Simonsen.

Philip Denié Dahl Petersen er idømt forvaring for et drab på en 31-årig mand begået den 8. juni 2022.

Drabet fandt sted i forbindelse med et voldeligt sammenstød uden for et værtshus i Sydhavnen i København.

Han er også dømt for drabsforsøg på en dengang 37-årig mand.

Annonce

Hvis man ser manden på gaden, og man akut skal have fat i politiet, skal man ringe 112, siger Kenneth Hviid Simonsen. Hvis man har oplysninger om, hvor manden kan befinde sig, skal man ringe 114.

Ingen kom til skade i forbindelse med mandens flugt fra fængslet, oplyser Kenneth Hviid Simonsen.

Politiet skrev tidligere på meddelelsestjenesten Politi Update, at det er strafbart at hjælpe eller skjule en flygtet person.

Annonce

Her delte politiet også et billede af manden. Han er etnisk dansk af udseende, har brunt hår og blå øjne. Politiet beskriver ikke, hvilket tøj manden har på.

I februar 2024 blev Philip Denié Dahl Petersen idømt forvaring af Retten på Frederiksberg, og i efteråret 2025 blev dommen stadfæstet i landsretten.

Drabsofferet blev stukket med en køkkenkniv. Ekstra Bladet har tidligere skrevet, at drabsofferet tidligere havde været en del af Hells Angels. Men politiet afviste, at sagen relaterer sig til rocker- og bandemiljøet.

Annonce

Forvaring er en foranstaltning, som domstolene kan idømme i stedet for straf. Det er på ubestemt tid.

For at man kan idømmes forvaring, skal domstolen vurdere, at den tiltalte er farlig, og at det er nødvendigt for at forhindre vedkommende i at begå ny kriminalitet.

Annonce

Sponsoreret indhold