Stor sparerunde på dansk medie
Sjællandske Medier gennemfører en række besparelser, der blandt andet medfører lukning af fire ugeaviser, samtidig med at kontorer i Glostrup og Helsingør lukkes.
Det skriver mediehuset på sn.dk, hvor beslutningen blandt andet begrundes med, at der er brug for at samle kræfterne der, hvor man kan opbygge en sund digital forretning.
- Det her handler ikke kun om økonomi, selv om økonomi naturligvis er en del af beslutningen.
- Det handler om fokus. Vi fravælger aktiviteter, der stjæler opmærksomhed fra den opgave, vi først og fremmest skal lykkes med, siger Louise Pettersson, der er ansvarshavende chefredaktør og direktør hos Sjællandske Medier.
De fire udgivelser, der lukkes i løbet af 2026, er Rødovre Lokal Nyt, Folkebladet Glostrup og Brøndby, Gladsaxe Bladet og Albertslund Posten.
Derudover lægges Sydkysten Nord og Syd sammen og udkommer senest ved årsskiftet som en samlet udgivelse i Greve og Solrød Kommune.
Endelig skal dækningen af Helsingør og Fredensborg fremover foregå fra kontoret i Hillerød.
Ændringerne vil medføre afskedigelser på tværs af både redaktioner, salgsafdelinger og øvrige funktioner.
Det er ikke første gang de senere år, at Sjællandske Medier må skære i omkostningerne og lukke eksisterende udgivelser.
I december 2024 lukkede man papirudgaver på Lolland-Falster og i Brønshøj-Husum samtidig med, at seks redaktionelle stillinger blev nedlagt.
Og et år før det lukkede man kontorer i Greve, Taastrup og Rødovre, efter at man i september 2023 gennemførte sin tredje sparerunde på et år.
I den forbindelse blev 29 stillinger nedlagt.