
Nyt massivt snevejr rammer Danmark: Nu lukker isen havne og stopper trafikken

SENESTE: Koldeste januar i 16 år
LÆS OGSÅ: Politi advarer om stor færden på frosne søer i København
Vinterkulden har bidt sig fast over Danmark, og de kommende døgn vil kun intensivere presset.
For mens de seneste dage har været præget af tør frost, ændrer vejrbilledet sig markant fra onsdag, lyder det fra TV 2 Vejret. Her vil de sydlige egne af landet som de første mærke effekten af et større snevejr, der for alvor tager til i styrke torsdag og fredag.
Prognoserne fra TV 2 Vejret peger på en samlet snemængde på mellem 10 og 15 centimeter i Syddanmark frem mod weekenden.

Det er dog ikke kun sneen, der volder problemer. De vedvarende minusgrader har fået de danske farvande til at fryse til, hvilket skaber akutte udfordringer for både erhvervssejlads og pendlertrafik.
Især Jyllands østkyst og dele af Sjælland er hårdt ramt, skriver mediet.
Ved Sæby Havn meldes der om meget tæt drivis med en tykkelse på op til 15 centimeter, hvilket gør sejlads uden isforhudring decideret farlig.

I Limfjorden ved Hadsund og i Roskilde Fjord ved Frederikssund er situationen tilsvarende kritisk. Og kulden rammer også hovedstadens pendlere direkte.
TV 2 Kosmopol rapporterer, at havnebusserne i København har set sig nødsaget til at indstille driften fuldstændigt. Isdannelsen i havnebassinet gør det umuligt at opretholde en sikker sejlplan, og der er foreløbig ingen tidshorisont for, hvornår driften kan genoptages.
