Suzannes store sorg: Bjerrehuus mistede kontakten til tre børnebørn

Farmor til fire.
Sådan kunne man beskrive Suzanne Bjerrehuus, som elskede sin bedstemorrolle lige fra Oscar kom til verden for 26 år siden - og hun havde masser af kærlighed at give videre af.
Men det var mest på papiret, at den 77-årige var bedste for en hel flok.
For mens Oscar besøgte farmor ugentligt, mistede den ældre Bjerrehuus helt kontakten med sine tre yngste børnebørn, Sigga, Hanna og Hugo.
– Jeg ser ikke mine børnebørn, er den eneste kommentar, som Suzanne direkte har givet om sagen – til ugebladet Her & Nu, der fik beskeden på en sms med en grædende emoji.

Årsagen skal ikke findes i noget, som Suzanne selv havde gjort, men i forholdet mellem børnenes forældre.
Ungerne er blevet til i det on-off-kærlighedsforhold, som Oliver Bjerrehuus har haft med Gunnvør Dalsgaard.
De skiftevis varme og kolde følelser mellem forældrene har nu i flere år haft karakter af permafrost - oprindeligt fordi Gunnvør ikke kunne acceptere Olivers afslappede tilgang til stoffer.

I 2021 fortalte Bjerrehuus i en podcast, at han ikke ser sine tre yngste børn, og at det bestemt ikke er noget, han selv har valgt.
Dengang svarede Gunnvør Dalsgaard tilbage og udtalte, at Oliver selv havde aflyst al samvær med børnene i over et år.
Sidste år var Oliver Bjerrehuus gæst i Morten Messerschmidts podcast ”Ikke et ord om politik”, og her nævnte modellen, at han ikke havde set sine børn i et år.
I podcasten sagde han, at det var Gunnvør, som forhindrede ham i at se børnene.
Den kritik svarede den tidligere ”Forsidefrue” tilbage på, og Messerschmidt endte med at indsætte en berigtigelse.
Gunnvør kaldte ekskærestens udtalelse for usand og nævnte, at hun havde dokumentation for, at modellen af egen drift aflyser samvær med børnene.

Kritiserede mødre
Sagen er selvfølgelig trist for både børn og forældre. Men også smertefuld at bevidne for bedsteforældrene. Selv om Suzanne Bjerrehuus aldrig direkte blandede sig i skærmydslerne offentligt, lagde hun en opsang til mødre generelt på sin Facebook.
Det var svært ikke også at læse det som et forsvar af hendes søn.
– Det er så ulykkeligt med alle de mænd, som det brutale danske overvågningssystem bare smider på møddingen som uduelige fædre. Hvordan er Danmark havnet der?, spurgte hun.

Og den tidl. politiker havde selvfølgelig selv et svar:
– Fordi mødrenes normer for familieliv er opgraderet til det eneste rigtige. Ingen forståelse for, at vi ikke alle er lavet på samme fabrik.
Mødre, som gør små bagateller, fejl og mangler til dramalignende pinlige situationer, som fædrene ikke kan genkende.
Beskyldninger, som man ikke kan gardere sig mod, fordi de bliver værre og værre. ”Uglet hår”, ”de kom i skole med snavset tøj på”, kritik af fars venner, og hvem der har været på besøg, ting der skulle være sagt, så børnene hørte det, fortsatte hun i opslaget.