Lego bliver brugt som terapi for ukrainske flygtningebørn i Litauen
Kongeparret i Litauen
Lego-klodser er et af de redskaber, som bliver brugt i Litauen i arbejdet med ukrainske børn, der er flygtet ud af Ukraine, og er bosat i det sydlige baltiske lande.
Det fortæller Evelina Savickaite-Kazlauske, der er psykolog og underviser ved universitet Vytautas Magnus, som samarbejder med det ukrainske center i Litauens hovedstad, Vilnius.
Dronning Mary lagde onsdag i forbindelse med kongeparrets statsbesøg i Litauen vejen forbi det ukrainske center.
Her hilste hun sammen med Litauens præsidentfrue, Diana Nausėdienė, på børn, der var i centeret.
Flere af børnene sad og byggede med Lego-klodser, mens de fortalte, hvad det, de havde bygget, repræsenterede.
- Det kan være svært for de unge at udtrykke deres følelser, siger Evelina Savickaite-Kazlauske.
- Vi arbejder med at løfte dem (børnene, red.), så de indser, hvor stærke de er. Lego er en måde at gøre det på, hvor de ikke behøver at tale særlig meget, men de kreerer og tænker med deres hænder, tilføjer hun.
Centeret er et støttecenter for ukrainere, der er fordrevet af krigen, og etableret på initiativ af Diana Nausėdienė og Ukraines førstedame, Olena Zelenska.
Det tilbyder en bred vifte af tjenester og aktiviteter - fra sprogundervisning og kulturtilbud til psykosocial støtte, der skal hjælpe ukrainere med at genopbygge deres liv.
Et af de tilbud er det, som dronningen blev præsenteret for onsdag. Flere af de unge mennesker var også tydeligt berørt.
Evelina Savickaite-Kazlauske fortæller også, at mange af de unges historier ofte "er ret tragiske".
Men hun har været overrasket over den taknemmelighed, hun har hørt fra ukrainske børn og unge.
- Til trods for at de virkelig har oplevet forfærdelige ting, så har de stadig evnen til at være taknemmelige for, hvad de eksempelvis får her, siger hun.
Taknemmeligheden for dronningen og præsidentfruens besøg var også til at mærke fra starten af besøget onsdag.
Da dronningen ankom til centeret, stod et lille kor af ukrainske børn i indgangen og sang første vers af børnesangen "Jeg ved en lærkerede" på dansk.