
"Naboen fra helvede"-retssag: Betjent fortalte om dramatisk anholdelse af Markus Hvass

LÆS OGSÅ: LIVE: Markus Hvass fra "Naboen fra helvede" nægter chikane: I dag afgiver naboen forklaring
Markus Hvass mødte onsdag morgen igen op i Retten i Holbæk, hvor den tredje retsdag i sagen, der kan ende med at koste ham en plet på straffeattesten, skulle afholdes.
De to første dage havde han været hovedperson, men denne dag kunne han tage plads ved siden af sin forsvarsadvokat, da det i stedet var en række andre, som afgav forklaring.
Blandt onsdagens vidner var blandt andre en betjent, som var med via et videolink.
Betjenten kunne fortælle om en episode, hvor han sammen med en kollega mødte op på Markus Hvass' adresse 2. august 2024.
Det er ifølge anklageskriftet den dato, hvor Markus Hvass er tiltalt for i to tilfælde at have afspillet lydoptagelser med råb og skrig - optagelser, han selv kalder et kunstværk.
Det gik dog ganske voldsomt for sig, kunne man høre i retten.
Betjenten forklarede, at de fik meldingen via vagtcentralen, der fortalte, at der var tale om en strid mellem en minigolfbane og en nabo, der havde et tilhold. Han havde ikke selv været på adressen før og kendte slet ikke til sagen, da han vikarierede fra en anden politikreds på grund af sygdom.
Da de kom op til området, startede de med at møde op hos MinigolfParken, inden de gik over til Markus Hvass og bankede på ruder og døre. Ingen åbnede dog op, men da de gik rundt om bygningen, så de en mand på en mark.
Han er dog ikke interesseret i at identificere sig, da han bliver spurgt.
- Han vil ikke sige, hvem han er, og han vil gerne have os væk fra adressen, fortalte betjenten i retten.
Råbte og skreg
Betjenten bad ham oplyse sit CPR-nummer for at finde ud af, hvorvidt han var tilmeldt adressen. Det var manden dog ikke interesseret i, og generelt var han svær at tale med, fordi han råbte og skreg, blev det forklaret.
Heller ikke truslen om en anholdelse, fik manden til at identificere sig selv, selv om han ifølge betjenten fik at vide, at han havde pligt til oplyse navn og fødselsdato.
Markus Hvass gik i stedet forbi betjenten og endte i noget tumult med politikollegaen, som han endte på jorden med.
Betjentene kunne dog ikke få Markus Hvass lagt i håndjern, da han lå på maven og holdt armene ind under kroppen, forklarede politimanden. Efterfølgende truede kollegaen med peberspray og gjorde alvor af truslen, da intet ændrede sig.
Pludselig løb han
Betjenten fortalte, at folk normalt slapper af, når de får peberspray, men Markus Hvass rejste sig op og begyndte at løbe - til deres store overraskelse.
De fandt ham dog igen i en lade, hvor pebersprayen var begyndt at virke. Herefter begyndte betjentene at skylle hans øjne for at hjælpe ham.
De tilbød at bruge en haveslange ude foran, men da de var i gang med den, begyndte Hvass ifølge betjenten at råbe en masse om politivold - selvom han ikke kunne huske de præcise ord, der var blevet brugt.
Derfor tog de ham igen ind i laden for at undgå at skræmme folk i området, inden de efterfølgende tog ham med på stationen.
På det tidspunkt anede betjentene reelt set ikke, hvem de havde fat i, fortalte betjenten, ligesom han oplyste, at det først i venterummet på politistationen lykkedes dem at få hans navn oplyst.
Betjent erkendte fejl
Markus Hvass' forsvarsadvokat, Anja Hedegaard Nielsen, ville gerne vide, om Markus Hvass havde fortalt betjentene, at han gerne ville tale med dem, hvis de bare gik lidt væk.
Det afviste politimanden dog og sagde, at manden bare gerne ville have, at de skulle gå væk fra området.
Advokaten ville dog også gerne høre mere ind til en jakke, der i forbindelse med anholdelsen forsvandt fra Markus Hvass' adresse.
Betjenten kunne huske, at de havde fundet og medtaget en politijakke, der dog aldrig blev skrevet ind i en rapport.
- Det er vores fejl. Vi var alene om det, og han var meget udadreagerende, forklarede betjenten og sagde, at Markus Hvass selv efter løsladelsen forsøgte at komme tilbage på politistationen for at brokke sig.
Markus Hvass blev ifølge betjenten oplyst om, at jakken blev taget med. Og betjenten tog skylden for, at der ikke var oprettet et såkaldt koster-nummer - numre, som bevismateriale i politisager bliver givet - på jakken.
Han havde dog indtil nu glemt alt om jakken, der blev taget med, fordi de ikke mente, at personen måtte have politijakken.
Sagen fortsætter 4. februar, hvor SE og HØR naturligvis igen er på plads for at følge, hvad der foregår.

I løbet af onsdagen afgav en række vidner forklaring. Blandt dem var medejer og direktør af MinigolfParken, Simon Larsen. Hans - og de andre vidners - forklaring kan du læse herunder:
