
Victor Emil græd i to timer efter chok-exit fra "Spillet": - Jeg fattede det ikke

LÆS OGSÅ: Victor Emil Busk stemt ud i "Spillet": - Jeg tager røven på mig selv
Victor Emil Busk blev torsdag aften den første deltager, der røg helt ud af "Spillet" - og det kom som et kæmpe chok for den unge deltager.
Så stort et chok, at han sad og græd i to timer foran kameraet, fortæller han til SE og HØR.
- Det føles meget ligesom det, der bliver optaget, men det eneste, der ikke er med, er mig, der sidder i to timer og græder i det der synclokale. Det har de heldigvis klippet ud, fortæller Victor Emil.
Misforstod reglerne
I torsdagens afsnit ryger Victor Emil ud efter at have trukket et udsmidningskort i arenaen, hvor de to hold dyster mod hinanden. Men hverken han eller resten af holdet fra "Den anden side" havde forstået, hvad kortet egentlig betød.
- Jeg har svært ved at forstå, hvad der foregår bagefter. Jeg er lidt i choktilstand, for som man kan se, har vi ikke rigtig forstået, hvad kuglen har sagt til os. Vi var enige med os selv om, at vi var så hurtige, at det ikke ville have nogen indflydelse alligevel. Så jeg havde fuldstændig glemt, at jeg egentlig havde rørt ved det kort der, forklarer han.
Han havde slet ikke tænkt over, at han var i fare for at ryge ud.
- Jeg tog magtkortet, de andre fik penge. Så havde jeg en idé om, at magtkortet kunne udligne udsmidningskortet. Men det var kun, hvis vi vandt, fik jeg at vide bagefter. Det var vi for dumme til at forstå, siger Victor Emil.
Lige da han fik beskeden om, at han var ude, havde han en helt rolig reaktion. For tidligere var udstemte deltagere jo kommet et andet sted hen.
- Det er jo et spil og kan stikke i begge retninger. Jeg havde en idé om, at jeg skulle over til Nibras og Zindy, for dem havde ingen set noget til, siger Victor Emil.
Men han var den første, er røg helt ud af programmet.
- Det er ligesom at blive hentet tidligt fra børnehaven, mens man er i gang med en god leg. Det er lidt træls.
Fire timer med psykolog
Efter exit'et gik der fire timer, før Victor Emil var klar til at forlade produktionen. I den periode var der flere mennesker involveret - herunder en psykolog.
- Fra jeg bliver smidt ud, til jeg bliver gjort klar til afhentning, der går fire timer. Alt muligt skal der være styr på, så de ikke sender en hjem, der har tabt sutten. Jeg er klar, da jeg så bliver sendt hjem, fortæller han.
Efterfølgende har han dog også været i kontakt med psykologen, der er tilknyttet “Spillet”.
Men Victor Emil fortryder ikke deltagelsen.
- Jeg nåede jo slet ikke at opleve alt det dårlige. Så jeg nåede kun at være med til alt det gode og sjove.
Med en ny hverdag som mekanikerlærlig skal det være et meget specielt tilbud, hvis han skal takke ja til mere tv lige nu.
- Det kommer meget an på, hvad det er. Meget kan være sjovt, meget kan ikke. Det skal passe rigtig godt sammen med studie og så videre. Jeg er lige startet i lære, så det er måske ikke det smarteste at tage to måneder et sted hen og lave tv, slutter Victor Emil.
