Annonce
Nyheder13 timer siden (opd. 13 timer siden)

Chefredaktør stopper: Har allerede fundet en ny

Kevin Walsh stopper som chefredaktør i Det Nordjyske Mediehus og erstattes af Stefan Buur Hansen
Af: Ritzau
Annonce

Det Nordjyske Mediehus får ny ansvarshavende chefredaktør.

Kevin Walsh fratræder, og mediehuset har ansat Stefan Buur Hansen som ny chef på posten fra dags dato.

Det skriver Nordjyske.

Stefan Buur Hansen er 42 år. Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i 2010 og er i dag ansvarlig for de kommercielle medier i Det Nordjyske Mediehus.

Han har været en del af koncernen siden 2011 og har siden juli 2021 været ansat i Det Nordjyske Mediehus.

Tiltrædelsen markerer et nyt kapitel for mediehuset, skriver Nordjyske. Mediehuset vil styrke sin journalistiske profil, digitale udvikling og tætte relation til læsere, brugere og annoncører i Nordjylland.

- Det er med stor ydmyghed - og samtidig med tydelige ambitioner - at jeg tiltræder som ansvarshavende chefredaktør. Det Nordjyske Mediehus har en stærk position og en vigtig rolle i regionen.

Annonce

- Mit mål er at styrke Nordjyske som det sted, man går hen for overblik, forklaring og sammenhæng. Vi skal levere journalistik, der både holder magten ansvarlig, forklarer sammenhænge og viser muligheder - journalistik, der starter med brugerne og styrker hele Nordjylland, siger Stefan Buur Hansen til Nordjyske.

Bestyrelsesformand Morten Sandlykke takker Kevin Walsh for hans indsats og engagement i perioden som ansvarshavende chefredaktør.

Annonce

- Kevin har ydet en solid og dygtig indsats med at sikre den digitale modning og strategi, som har gjort os klar til den operationalisering og eksekvering, der nu ligger foran os. Det skylder vi ham stor tak for, siger Morten Sandlykke.

Nyheden kommer, ikke længe efter at mediehuset tidligere i januar annoncerede, at det havde udpeget en ny administrerende direktør i stedet for Morten Vinther Jensen.

Den nye direktør er Lars Gudbrandsson, der tiltræder 1. april, og kommer fra en stilling som kommerciel direktør for nyhedsbureauet Ritzau.

Annonce

Sponsoreret indhold