Asta Björk færdig med at bo hos familien: Flytter i lejlighed

Et brud betyder ofte, at man må finde et nyt sted at bo.
Det er blandt andet tilfældet for Asta Björk, der i december gik fra Sebastian Bull efter to år som kærester.
Siden bruddet har danseren, efter at have fejret jul i Island, således boet hos sin familie i Danmark, men det slutter i denne uge.
Det skriver Asta Björk mandag aften på sin Instagram-profil i et reklameopslag.
- Sidste uge her, inden jeg overtager min nye lejlighed i weekenden, og det skal fejres med en omgang HelloFresh til familien som tak for, at jeg måtte crashe.
- Tænk, at jeg i næste uge på det her tidspunkt står i mit helt eget nye køkken og gør det samme.
Asta Björk og Sebastian Bull boede, før de gik fra hinanden, i en villalejlighed i Hellerup, som er ejet af Bulls far, erhvervsmanden Bo Rygaard.
Bruddet mellem de to kom som noget af en overraskelse få dage før jul.
Parret var forlovet, og intet udadtil havde antydet, at der var skår i forholdet.
- Jeg var indtil for nylig overbevist om, at jeg havde fundet mit livs kærlighed.
- Det menneske, der ville stå trofast ved min side gennem tykt og tyndt. Men jeg tog desværre fejl, for jeg fandt i stedet endnu en lektie om, hvordan jeg bedre bør passe på mit hjerte, skrev Asta i et opslag, hun senere slettede.
Sebastian Bull er efter brudnyheden rejst på første klasse til Indien, hvor han optager et nyt projekt.
SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Asta Björk om, hvor hun fremover skal bo.