Annonce
Nyheder4 timer siden

Israel henter det sidste gidsel i Gaza

Det sidste gidsel, den afdøde politibetjent Ran Gvili, er hentet fra Gaza, siger det israelske militær
Af: Ritzau
Israelere med skilte med billede af Ran Gvili på den 21. december i Tel Aviv. (Arkivfoto).
Israelere med skilte med billede af Ran Gvili på den 21. december i Tel Aviv. (Arkivfoto).
 Foto: Ilia Yefimovich/AFP/Ritzau Scanpix
Annonce

Der er ikke nogen gidsler tilbage i Gaza.

Det skriver det israelske militær mandag på det sociale medie X, efter at liget af det sidste gidsel er blevet hentet.

Det sidste gidsel er den afdøde politibetjent Ran Gvili. Ifølge militæret døde han den 7. oktober 2023, hvorefter hans krop blev taget med ind i Gaza.

- Dette er en ekstraordinær bedrift for staten Israel. Vi lovede, og jeg lovede, at bringe alle tilbage, siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, ifølge nyhedsbureauet AFP mandag.

Ifølge Hamas-talsperson Hazem Qassem viser det sidste gidsels tilbagevenden Hamas' engagement i den amerikansk-støttede våbenhvile.

- Fundet af liget af den sidste israelske fange i Gaza bekræfter Hamas' engagement i alle kravene i våbenhvileaftalen for Gazastriben, siger talspersonen i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet.

Annonce

Hamas angreb Israel fra Gaza den 7. oktober 2023.

Den militante gruppe sendte et stort antal raketter mod Israel, trængte ind over grænsen og dræbte omkring 1200 israelere i kibbutzer, på en militærbase og på en musikfestival. Hamas tog over 250 gidsler med til Gaza.

Frigivelsen af alle gidsler - både levende og jordiske rester - har været et hovedfokus i den første del af den amerikanske våbenhvileplan for Gaza.

Annonce

Til gengæld har Israel frigivet hundredvis af palæstinensiske fanger.

På tidspunktet, hvor våbenhvilen blev indgået, var der 48 tilbageværende levende og døde gidsler i Gaza.

Adgangen til nødhjælp var et andet stort punkt i første fase. Ifølge Hamas kommer der dog færre lastbiler med nødhjælp ind i Gaza end aftalt.

Nødhjælpsorganisationer har tidligere udtalt, at der langtfra kommer nok nødhjælp ind. Det har Israel flere gange afvist og understreget, at landet lever op til sine forpligtelser i aftalen.

Annonce

Sponsoreret indhold