
Hastede pludselig hjem fra EM: Emil Bergholt er blevet far igen

LÆS OGSÅ: Dansk stjerne skudt i hovedet
Danske håndboldfans og -spillere havde lørdag god grund til at juble, da Danmark besejrede Spanien 36-31 i Boxen i Herning.
Men kort efter sejren fik Emil Bergholt endnu en grund til jubel.
Op til EM-kampen havde der været tvivl om, hvorvidt stregspilleren, der har en højgravid kæreste, Astrid, derhjemme, kunne være med, men han endte med at være en del af truppen.
Knap var kampen dog færdig, før han hastede hjem. Og nu er der glædelige nyheder.
- Jeg skulle hilse og sige, at alt er gået, som det skal, og at alle har det godt, siger landstræner Nikolaj Jakobsen søndag formiddag til SE og HØR og resten af den danske presse.
- Han blev far til en lille dreng sent i går aftes, lyder det videre fra landstræneren.
Hastede hjem
Billeder fra TV 2 viste lørdag aften, at Emil Bergholt umiddelbart efter sejren forlod banen og lod sine holdkammerater om at fejre sejren.
Efterfølgende blev landstræner Nikolaj Jakobsen spurgt ind til omstændighederne, som han dog svarede lettere kryptisk på.
- Han er her i hvert fald ikke længere, lad os sige det sådan.
Men nu står det altså klart, at årsagen var de lykkelige omstændigheder.
Emil Bergholt og Astrid havde i forvejen datteren Agnes, der kom til verden i december 2023, og altså nu er blevet storesøster.
Stregspilleren fortalte i starten af januar til SE og HØR, at kæresten havde termin 19. januar, hvilket selvfølgelig var lidt specielt for ham midt under slutrunden.
- Ja, der er lige en ekstra ting. Men jeg synes, at jeg har en god dialog med Nikolaj og min kæreste derhjemme omkring det. Så jeg føler, at vi er så godt forberedt, som vi kan være, og så kan vi ikke gøre andet end at tage det, som det kommer. Så vi tager en dag ad gangen, sagde han dengang.
Her fortalte han også, at det ikke havde været på tale om at droppe slutrunden.
- Snakken havde nok været anderledes, hvis slutrunden f.eks. var i Nordmakedonien. Jeg ved hverken fra eller til, om det havde været det ene eller andet, men jeg kan bare konstatere, at når det var i Danmark har det gjort snakken lidt nemmere.
