En tolvårig dreng, som var alvorligt kvæstet efter et hajbid, er død på et hospital i den australske storby Sydney.
Det skriver det australske medie ABC.
I en udtalelse, som er blevet offentliggjort lørdag, siger drengen Nico Antics forældre, at de er knuste over at dele, at deres søn har mistet livet.
- Vi vil gerne oprigtigt takke redningsarbejdere og medarbejdere på Sydney's Children's Hospital i Randwick for alt, de gjorde for at tage sig af Nico, lyder det.
Randwick er en forstad i det østlige Sydney.
Drengen blev søndag i sidste uge bidt af en haj, som australske myndigheder mener var en tyrehaj.
Det skete, da drengen hoppede ned i vandet fra en klippe nær stranden Shark Beach omkring klokken 16.20 lokal tid.
Drengen var en del af livredderforeningen North Bondi Surf Life Saving Club for børn og blev efter ulykken bragt til børnehospitalet i kritisk tilstand.
- Vi vil også gerne takke alle i lokalsamfundet for deres støtte og omsorgsfulde beskeder. Vi beder jer om venligst at respektere vores privatliv i den her forfærdeligt svære tid, siger drengens forældre, Lorena og Juan, i lørdagens udtalelse.
Chris Minns, der er leder af den delstatslige regering i New South Wales, hvor Sydney ligger, har sammen med politiet rost drengens venner for at handle hurtigt efter hajangrebet.
Her fik de Nico Antic op på land og tog sig af ham, indtil akutberedskab ankom til stedet.
I de 48 timer, efter at den tolvårige dreng var blevet bidt, blev der rapporteret tre andre hajangreb i delstaten.
Det gjaldt blandt andet et hajangreb ved stranden North Steyne Beach, som ligger nord for Sydney, hvor en 27-årig mand fik alvorlige skader på benene.
Han blev kørt på hospitalet i kritisk tilstand.
Hajovervågningen langs delstatens kyster er siden blevet intensiveret, skriver ABC. Det indebærer blandt andet ekstra droner og flere advarsler til indbyggerne.
Hajangrebene fandt sted, efter at Sydney i sidste weekend oplevede byens mest regnfulde dag i næsten 40 år.
Myndigheder har sagt, at vejret sandsynligvis har bidraget til bølgen af angreb ved at medføre store mængder udløb ud i havet, hvilket skal have tiltrukket byttedyr, som hajerne kan jage.