Statsminister Mette Frederiksen rejser til Grønland

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser fredag til Grønland for at mødes med regeringsleder Jens-Frederik Nielsen.
Det skriver Statsministeriet i et opslag på X.
Ministeriet oplyser ikke flere detaljer om besøget.
Men den grønlandske regering, Naalakkersuisut, skriver på Facebook, at der fredag ikke er planlagt et pressemøde.
- Statsminister Mette Frederiksen vil i dag besøge Nuuk. Under sit besøg i Nuuk vil hun mødes med formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen. Derudover kan vi oplyse, at det ikke er planlagt at afholde et pressemøde, står der i opslaget.
Mette Frederiksen rejser til Nuuk fra Bruxelles, hvor hun torsdag var til EU-topmøde med andre europæiske ledere.
Hun har også fredag holdt møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, i Bruxelles.
- Vi er enige om, at Nato skal øge sit engagement i Arktis. Forsvaret og sikkerheden i Arktis er et anliggende for hele alliancen, siger Mette Frederiksen om mødet i et opslag på X.
Mark Rutte blev onsdag enig med den amerikanske præsident, Donald Trump, om en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.
Det er dog fortsat sparsomt med detaljer om aftalen.
Aftalen blev indgået i Davos under World Economic Forum, hvor Danmark ikke sendte regeringsrepræsentanter afsted.
Mette Frederiksen fortalte torsdag, at der nu er et mere "traditionelt diplomatisk spor", hvor USA, Danmark og Grønland kan "gå i detaljer med de forskellige spørgsmål" om forsvarsaftalen fra 1951.
Derudover er der et Nato-spor.
- Nato-sporet handler om, at vi skal have en stærkere Nato-tilstedeværelse i og omkring Grønland og i det hele taget i det arktiske område, sagde Mette Frederiksen torsdag i Bruxelles.
Det har tidligere været planen, at Mette Frederiksen skulle have selskab af statsministrene fra Norge, Sverige, Finland og Island i Grønland.
Men den fælles tur blev torsdag udskudt, fortalte Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, til norske medier.
- I lyset af kontakten mellem Kongeriget Danmark, USA og Nato har de nordiske lande i eftermiddag besluttet at udsætte rejsen til et senere tidspunkt.
- Vi vurderer løbende tidspunktet for et besøg, sagde Jonas Gahr Støre til NRK.
Mette Frederiksen var senest i Grønland i august, hvor hun deltog i et undskyldningsarrangement i spiralsagen.