Vivian Motzfeldt: Ingen formel aftale er indgået om Grønland

LÆS OGSÅ: Sådan svindlede dansk kendis for 1,4 millioner: - Jeg fik et manuskript
Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, ser onsdagens rammeaftale mellem Nato-generalsekretær Mark Rutte og USA's præsident, Donald Trump, som "positive nyheder".
I en skriftlig udtalelse understreger hun, at "Nato ikke har forhandlet på vegne af Grønland".
- Der er ikke indgået en formel aftale om Grønland uden Naalakkersuisuts (Grønlands regering, red.) deltagelse. Den danske regering havde heller ikke repræsentanter med til mødet, siger Motzfeldt.
Hun slår videre fast, at Grønlands regering ikke har bedt Mark Rutte om at forhandle på vegne af landet.
- Men generalsekretæren har videreformidlet vores position og røde linjer direkte til præsident Trump.
- Fra mit perspektiv er det positive nyheder fra Davos. Med det sagt, skal vi stadig tage vores forbehold, og der er ingen tvivl om, at vi har et stykke arbejde foran os, før vi kan vide os på sikker grund, siger Vivian Motzfeldt i udtalelsen.
Ifølge den grønlandske udenrigsminister skal der nu afholdes møder i en arbejdsgruppe mellem USA, Grønland og Danmark.
- Jeg kan bekræfte, at vi nu går i gang med med møder i den nedsatte arbejdsgruppe.
Arbejdsgruppen blev aftalt på et møde i Washington D.C. i sidste uge, hvor Motzfeldt deltog sammen med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
USA's præsident, Donald Trump, kunne onsdag aften fortælle, at der efter et møde med Natos generalsekretær, Mark Rutte, var blevet udviklet en ramme for en fremtidig aftale om Grønland.
Mødet blev afholdt i Davos under World Economic Forum, hvor Danmark og Grønland ikke har sendt regeringsrepræsentanter afsted.
Det er fortsat sparsomt med detaljer om aftalen mellem Trump og Rutte.
Mette Frederiksen slår også fast, at Rutte ikke forhandlede på vegne af kongeriget Danmark.
- Som jeg forstår det, har man mellem Nato og den amerikanske præsident talt om øget Nato-engagement i det høje nord og i det arktiske område. Det er vi glade for. Det er noget, vi har bedt om fra dansk side.
- Og så har man talt sammen og er blevet enige om, at nu skal det diplomatiske, politiske arbejde, som vi er i gang med at sætte i gang sammen med amerikanerne, fortsætte, siger Mette Frederiksen torsdag eftermiddag til TV 2 efter et møde med Storbritanniens premierminister, Keir Starmer.