I en sag om hvidvask af cirka 84 millioner kroner fra bandemiljøets kriminelle aktiviteter har politiet torsdag anholdt to mænd.
Politiaktionen har fundet sted dels i Midtjylland og dels i København, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en mail.
Den ene er 44 år og var ifølge NSK i besiddelse af "et større kontantbeløb". Den anden er 53 år. Begge vil blive krævet varetægtsfængslet fredag i Retten i Glostrup.
Politiet mener, at mændene har faciliteret hvidvask af udbytte, som stammer fra forskellige typer af kriminalitet "i det etablerede bandemiljø".
Anholdelserne er led i en større efterforskning, hvor tre andre personer er varetægtsfængslet.
En af dem, en 51-årig mand, blev anholdt i Københavns Lufthavn 21. november, da han var på vej til at flyve til Dubai. Dagen efter blev han imidlertid frihedsberøvet af en dommer i Glostrup.
Samme dag, som denne anholdelse fandt sted, valgte en anden mand at tilstå hvidvask af cirka 30 millioner kroner. Han havde udskrevet fiktive fakturaer og blev idømt fængsel i tre år.
Sagen efterforskes i regi af et særligt samarbejde mellem blandt andre politiet, Skattestyrelsen og Erhvervsstyrelsen.
Det kaldes Al Capone-samarbejdet og er opkaldt efter den berygtede gangster i forbudstidens Chicago i USA. Han blev bragt til fald og straffet på grund af skatteunddragelse.