Annonce
Nyheder3 timer siden

Danmark er ikke blandt de inviterede til Trumps fredsråd

60 stats- og regeringsledere er inviteret til rådet, men Danmark er ikke iblandt, siger Lars Løkke Rasmussen
Af: Ritzau
Annonce

En lang række lande er inviteret til at deltage i USA's præsident, Donald Trumps, såkaldte fredsråd, men døren står ikke åben for Danmark.

Mens lande som Sverige og Norge har modtaget en invitation, er Danmark ikke blevet inviteret.

Det siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget, da emnet falder på krigen i Gaza.

- Her er der det her amerikanske initiativ, Danmark er ikke inviteret, som, hvis man skal sige det diplomatisk, ikke har det fulde fokus, på det der var tanken. Nemlig at sikre en fredsaftale med langvarig stabilitet, siger Løkke.

Fredsrådet - det såkaldte "Board of Peace" - var oprindeligt en del af en fredsplan på 20 punkter, som Trumps regering forsøger at få gennemført for at løse konflikten mellem Israel og Hamas.

Annonce

Men kritikere mener, at det er et forsøg på at skabe en rival til FN.

Trump har forklaret, at han selv skal lede rådet. Han har sendt omkring 60 invitationer ud til ledere rundt om i verden.

De seneste dage er det strømmet ind med bekendtgørelser fra lande, der oplyser, at de er blevet inviteret til at deltage i Trumps fredsråd.

Det gælder blandt andet Norge, Sverige, Frankrig og Tyskland.

Annonce

De tre førstnævnte har meddelt, at de ikke accepterer invitationen til fredsrådet.

USA's særlige udsending Steve Witkoff sagde tidligere onsdag, at "op mod" 25 lande hidtil har accepteret invitationen til rådet.

Blandt disse meddelte Saudi-Arabien, Tyrkiet, Egypten, Jordan, Indonesien, Pakistan og Qatar i en fælles erklæring, at de syv lande har accepteret invitationen.

Annonce

Det samme har lande som Israel, Argentina, Belarus, Kazakhstan og Ungarn gjort.

Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, har accepteret invitationen. Det siger Donald Trump ifølge Reuters.

Også Frankrig har modtaget en invitation, men den franske præsident, Emmanuel Macron, har takket nej.

Det samme har Italiens premierminister, Giorgia Meloni, som skal bruge længere tid til at vurdere det, skriver Reuters.

Annonce

Sponsoreret indhold