Kendt fra tv: Tiltalt for hvidvask og grov momssvindel

En dansk mand risikerer fængsel, når han på et tidspunkt indtager anklagebænken i en sag om grov økonomisk kriminalitet.
Det kan SE og HØR nu afsløre på baggrund af et anklageskrift, vi har fået aktindsigt i.
Manden, som man tidligere har kunnet opleve i et dansk tv-program, blev tiltalt i slutningen af sidste år efter en længere efterforskning foretaget af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Manden er beskyttet af et navneforbud, hvorfor medierne på nuværende tidspunkt er afskåret fra at offentliggøre oplysninger, der kan identificere manden.
SE og HØR er bekendt med hans identitet.
Mandens forsvarsadvokat er i skrivende stund ikke vendt tilbage på henvendelsen, hvorfor det ikke vides, hvordan manden stiller sig over for anklagerne.
Kræver fængsel og millionbøde
Af anklageskriftet fremgår det, at han er tiltalt for seks tilfælde af momssvig af særligt grov karakter efter straffelovens § 289 for et samlet beløb på 6.163.078 kroner.
Desuden er han tiltalt for hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk. 2.
I begge tilfælde går strafferammen op til otte års fængsel.
Det fremgår af anklageskriftet, at anklagemyndigheden vil have ham idømt en fængselsstraf, men det fremgår ikke, hvor lang tid politiet vil have ham bag tremmer.
De vil desuden have ham idømt "en tillægsbøde på 6.163.078 kr. svarende til én gang den samlede momsunddragelse" samt have ham frakendt retten til at drive virksomhed uden personlig hæftelse i både Danmark og i udlandet.
Hvidvaskede 17 millioner kroner
Ifølge anklageskriftet mener politiet, at han i perioden fra den 1. april 2022 til den 29. juni 2022 har hvidvasket for et større millionbeløb.
Det skulle konkret være sket ved, at han i en række selskaber, hvor han var ejer og direktør, udstedte fiktive fakturaer til andre virksomheder, hvorefter der blev indsat og herefter videreoverført mindst 17.333.105 kroner.
Pengene, der ifølge politiet var "direkte eller indirekte udbytte af strafbare lovovertrædelser", blev angiveligt overført internt i hans koncern af virksomheder, hvorefter han overførte dem til en række navngivne udenlandske modtagere.
Anklagemyndigheden mener, at formålet med det var "at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse."
Grov hvidvask
Desuden mener anklagemyndigheden, at han har gjort sig skyldig i seks tilfælde af grov momssvindel.
Det skulle i flere tilfælde være sket ved, at han har "afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller fortiet oplysninger" i forbindelse med indberetning af moms.
Blandt andet skulle han som ejer og direktør for en virksomhed i perioden 1. april 2022 til 30. juni 2022 have angivet et negativt momstilsvar på -622.895 kroner, selvom beløbet efter myndighedernes opfattelse skulle have været 1.982.178 kroner.
- Statskassen blev herved unddraget 2.605.073 kroner, lyder det i anklageskriftet.
Den samme finte skulle manden ifølge anklagemyndigheden have foretaget i en række andre selskaber, således det samlede beløb altså ryger op på 6.163.078 kroner.
Det vides endnu ikke, hvornår sagen skal for retten, ligesom det heller ikke vides, hvordan manden stiller sig over for anklagerne.