Annonce
Nyheder4 timer siden

Der blev solgt rekordmange lejligheder i Aarhus og København i 2025

Der blev solgt over 100.000 boliger i 2025. Det er ifølge Boligsiden en stigning på 17 procent fra året før
Af: Ritzau
Der er gang i lejlighedssalgene i Danmarks største byer.
Der er gang i lejlighedssalgene i Danmarks største byer.
 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Annonce

I både Aarhus og København har ejendomsmæglerne haft travlt sidste år.

I begge byer blev 2025 nemlig året med flest lejlighedshandler i 15 år.

Det viser tal fra Boligsiden, som siden 2011 har opgjort antallet af bolighandler på både landsplan og for de enkelte kommuner.

I Københavns Kommune blev der solgt 7403 ejerlejligheder i 2025. Det er knap 22 procent flere end året før.

I Aarhus Kommune steg antallet af handler med cirka 62 procent til 2558 i 2025.

Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden, hæfter sig ved, at der er indgået flere handler, mens priserne er steget markant.

- Den gennemsnitlige københavnerlejlighed blev en million kroner dyrere i 2025, og i Aarhus så vi også en prisstigning på ti procent. Alligevel var der så meget run på handlerne, siger hun i en pressemeddelelse.

Annonce

På landsplan blev der solgt lige over 100.000 boliger på tværs af boligtyper. Det er det tredjehøjeste antal handler, som Boligsiden har registreret.

Årene 2020 og 2021 er fortsat de år, hvor der er indgået flest handler.

Sammenligner man med 2024, steg antallet af bolighandler med næsten 17 procent sidste år.

Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i AL Sydbank, hæfter sig ved, at der er købt flere boliger til højere priser, selv om forbrugernes humør generelt har været dårligt.

Annonce

Og når man justerer for normale sæsonudsving, steg aktiviteten i anden halvdel af året.

- Med det momentum i ryggen går boligmarkedet ind i 2026 med solid fart, som lige nu tegner til at blive endnu et fornuftigt år, hvor nøgler igen vil skifte hænder i pænt tempo, skriver Jeppe Juul Borre i en kommentar.

Han fremhæver dog også, at usikkerheden er steget med nye toldtrusler fra den amerikanske præsident, Donald Trump.

Annonce

Men det danske boligmarked har ifølge cheføkonomen længe vist, at det er robust over for bekymringer, og at det i stedet er den underliggende økonomi, som styrer aktivitetsniveauet.

- Og netop nu står dansk økonomi stærkt med høj beskæftigelse og udsigt til yderligere styrket købekraft for mange potentielle boligkøbere, skriver Jeppe Juul Borre.

Annonce

Sponsoreret indhold