Sussi siger farvel: Adieu, autocamper

Den har været hendes hjem, når hun har været på landevejene med først Leo og siden bandet Drengene – men nu er det snart slut.
Sussi Nørholm Hansen, 70, som hun nu hedder, har nemlig valgt at sætte sin autocamper til salg.
– Jeg sælger autocamperen, fordi der ikke er plads til mit lydudstyr. Jeg er begyndt at spille nogle lidt større steder, og der er ikke plads til mine store højttalere i den, siger Sussi til Ekstra Bladet.
For 465.000 kan man købe Fiat-autocamperen, som har kørt 260.000 km.

Ny køreplan
Den nordjyske sanger vil i stedet købe en kassebil, der kan rumme al hendes udstyr – og så vil hun ifølge Ekstra Bladet nu finde et sted at sove på vejen eller køre hjem.
Steen Nørholm Hansen, som hun blev gift med i maj sidste år, er ofte med hende på tur, og de kan derfor skiftes til at køre.
