Kiefer Sutherland anholdt: Nye chokerende detaljer er dukket op

Det skabte overskrifter verden over, da Kiefer Sutherland i sidste uge blev anholdt for at have overfaldet en chauffør.
Nu er der kommet nye chokerende detaljer frem om episoden.
Det skriver New York Post.
Ifølge det amerikanske medie skal "24 timer"-stjernen have slået en Uber-chauffør gentagne gange og forsøgt at kvæle ham, da han den 12. januar fik et lift i Los Angeles.
Chaufføren skal angiveligt have flygtet ud af bilen for at komme væk fra Kiefer Sutherland, der angiveligt var påvirket af alkohol under den voldelige hændelse.
Det var efter sigende chaufføren selv, der formåede at ringe efter politiet.

Skuespilleren blev efterfølgende anholdt og sat bag tremmer, men blev løsladt efter at have betalt sin kaution på 50.000 dollars (cirka 300.000 danske kroner).
Chaufføren skal angiveligt have et kamera i bilen, som kan have optaget dele af episoden.
Kiefer Sutherland er endnu ikke sigtet for noget, men det kan ske den 2. februar, hvor han skal møde op i retten i forbindelse med et retsmøde i sagen.
Ifølge New York Post skal den voldelige konfrontation være sket, fordi Kiefter Sutherland gerne ville sættes af midt under sit lift, men at Uber-chaufføren nægtede at stoppe.

Kiefer Sutherland skal have spurgt chaufføren om at køre ind til siden to gange, hvilket denne nægtede, hvorefter skuespilleren slog ham flere gange, ligesom han skal have truet med at slå ham ihjel.
Det er siden kommet frem, at kontroversen kan have skyldtes en misforståelse forårsaget af manglende sprogforståelse, da Uber-chaufføren i forbindelse med afhøringen af politiet bad om en tolk.
Kiefer Sutherland har endnu ikke kommenteret sagen.
Skuespilleren optrådte især på tv i 00'erne, da han spillede rollen som Jack Bauer i tv-serien "24 timer", der kørte fra 2001 til 2014. Han vandt to Emmys og en Golden Globe for serien.
På det store lærred er han kendt og anerkendt for en lang række thrillere og dramaer som "Et spørgsmål om ære", "De Tre Musketerer" og "Forsvundet sporløst".
Kiefer Sutherland har været anholdt flere gange i løbet af sit liv og også trukket tabloide overskrifter for sit alkoholforbrug. I 2007 modtog han en dom for spirituskørsel, som sendte ham i fængsel i 48 dage.
I 2009 blev han anholdt for overfald, men sigtelsen frafaldt senere.