Kevin "Bro" Andreasen efter pillemisbrug: Det har været noget fucking lort
LÆS OGSÅ: Kevin "Bro" Busk Andreasen skal ikke i retten for bodega-vold i dag
Hitmageren Bro, med det borgerlige navn Kevin Busk Andreasen, har travlt for tiden.
Han er aktuel i det nye realityprogram “House of Broken Hearts”, har endnu et realityprogram på vej, og samtidig hænger en kommende retssag over hovedet på ham.
Foruden de mange projekter er der også tikket et hav af beskeder ind, efter Kevin i podcasten "Søstre" fortalte mere detaljeret om sit pillemisbrug.
- Det er så vigtigt, jeg bliver nødt til at svare.
- Havde jeg stået i samme situation for ti år siden, havde jeg selv søgt hjælp. Men det kan være svært at søge hjælp, siger Kevin til SE og HØR, da vi møder ham til Reality Awards.
Misbruget begyndte med sovepiller ordineret af lægen. Da recepten løb ud, fortsatte han ad samme spor, denne gang via det sorte marked.
Med tiden udviklede det sig til et omfattende pillemisbrug, hvor særligt Xanax blev omdrejningspunktet.
Vil redde liv
Ifølge Kevin har mange unge mennesker nu rakt ud til ham for at få hjælp. Blandt dem er også børn helt ned til 12-årsalderen, som har taget kontakt til ham.
- Hvis jeg kan redde tre liv ved, at de ikke begår de samme fejl, som jeg har begået, så er det en sejr for mig. Det har været noget fucking lort. Hvis jeg kan redde et eller to liv, vil det være det bedste, siger Kevin Busk Andreasen.
På sit højeste indtog han op mod 30 piller om dagen. Misbruget stod på i seks til syv år – og endte med at få alvorlige konsekvenser for sangeren, og han blev lagt i kunstig koma to gange.
Se hele interviewet øverst i artiklen.