Annonce
Nyheder11 timer siden

Kronborgs vartegn skal totalrenoveres: Tager seks år

Trompetertårnet på Kronborg Slot i Helsingør skal have nyt kobbertag som led i en større totalrenovering
Af: Ritzau
Annonce

Vind og vejr har slidt på det mere end 60 meter høje vartegn på Kronborg Slot, Trompetertårnet, i Helsingør på Sjællands yderste spids mod Sverige.

Derfor skal tårnet og dets spir over de kommende seks år totalrenoveres for "ikke ubetydelige midler". Det siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).

Det omfatter udskiftning af kobbertaget, sandsten og skulpturer på tårnet.

Ministeren understreger, at tårnet er en helt central del af Danmarks historie og rummer en fortælling om kongemagten fra den sene middelalder frem til enevælden.

Netop derfor står det højt på hans prioriteringsliste at vedligeholde det mere end 400 år gamle slot og tårn, da det også husker os på, hvad det er, vi er rundet af som "folk og som nation".

Annonce

- Med den måde, verdenssituationen udvikler sig for tiden, er det vigtigere end nogensinde at investere i alt det, der gør Danmark særligt dansk, siger han.

- Det er sjældent, at det danske kongerige har oplevet så stort et internationalt pres - både fra øst og vest - på vores åbne demokrati, på retten til selv at bestemme, tilføjer han.

Kronborg Slot, der både huser sagnfiguren Holger Danske i kælderen og dannede ramme om William Shakespeares "Hamlet", agerede i over 400 år som kongens pengemaskine.

Annonce

Her blev der opkrævet øresundstold, og indtægterne gik direkte i kongens kasse og finansierede både slottet og andre kongelige projekter.

Renæssanceslottet, der løbende gennem årene er blevet renoveret og restaureret, blev i 2000 optaget på FN-organisationen Unescos prestigefyldte verdensarvsliste.

- Det er umistelig kulturarv og fortæller vigtige historier om Danmarks udvikling og position i Norden, siger kulturministeren.

Annonce

- Det handler om at passe på kulturarv, som, hvis den går til grunde, aldrig kan opstå igen.

Det er Kultur- og Slotsstyrelsen, der er bygherre på projektet. Styrelsen har tidligere haft første etape af byggeriet i udbud. Her er der tale om entrepriser på i alt 53 millioner kroner.

Anden etape, som omhandler stilladsopbygning om spiret og tagarbejde, forventes udbudt i 2028.

Annonce

Da anden etape endnu ikke er sendt i udbud, er det fortsat fortroligt, hvad den samlede fulde pris for projektet ender ud i.

Dog oplyser Kulturministeriet, at projektet er forelagt Folketingets Finansudvalg, da udgiften for anden etape vil være over 70 millioner kroner, hvilket udgør grænsen for forelæggelse af statslige anlægsprojekter for Folketinget.

Annonce

Sponsoreret indhold