Det Hvide Hus: Arbejdsgruppe skal drøfte overtagelse af Grønland

En arbejdsgruppe, der blev nedsat onsdag under et møde om Grønland i USA, skal mødes for at drøfte "overtagelsen af Grønland".
Sådan lyder det fra Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, torsdag aften dansk tid på et pressemøde.
- Parterne blev enige om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal fortsætte tekniske drøftelser om overtagelsen af Grønland, siger hun.
Karoline Leavitt beskriver onsdagens møde som produktivt og godt og forklarer, at hun har "fået at vide", at arbejdsgruppen vil mødes hver anden til tredje uge.
Trump-administrationen har til hensigt at fortsætte dialogen med Danmark og Grønland, lyder det videre.
Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, mødtes onsdag med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og USA's udenrigsminister, Marco Rubio.
Det var under mødet i USA, at de blev enige om at nedsætte arbejdsgruppen mellem de uenige parter.
Efter mødet forklarede Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde, at det ikke lykkedes at ændre amerikanernes holdning til Grønland.
- Det havde jeg dog heller ikke forventet. Det står klart, at præsidenten (Donald Trump, red.) har et ønske om at erobre Grønland, lød det.
Lars Løkke medgav også, at det er uvist, om gruppens arbejde kommer til at bære frugt.
- Vi blev enige om, at det giver mening at sætte sig sammen på højt niveau for at undersøge, om der er en måde at imødekomme præsidentens bekymringer på. Om det kan lade sig gøre, ved jeg ikke, sagde Lars Løkke.
Forventningen fra dansk side er, at gruppen vil kunne mødes første gang inden for nogle uger.
Det er fortsat uvist, hvad gruppen mere nøjagtigt skal afklare. Ifølge Lars Løkke Rasmussen skal arbejdsgruppen bestå af topembedsmænd.
- Præsidenten har gjort sin position klar, og vi har en anden position. Vi har derfor en fundamental uenighed, men vi er enige om at være uenige, sagde udenrigsministeren efter mødet.
Torsdag formiddag lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i en skriftlig kommentar, at USA's "ambition" om at ville overtage Grønland er "intakt".
- Det er selvsagt alvorligt, og derfor fortsætter vi vores indsats for at forhindre det scenarie i at blive til virkelighed, sagde statsministeren.
Målet med onsdagens møde var ifølge Lars Løkke Rasmussen at få afmonteret de argumenter, som Donald Trump bruger, når han taler om, at USA er nødt til at kontrollere Grønland.
Trumps ønske skyldes hensynet til sikkerhedssituationen i Arktis-området, hvor præsidenten ser Rusland og Kina som trusler mod USA.
Flere eksperter og Danmark har afvist påstandene om, at Rusland og Kina har skibe, der opererer i farvandet.
Kort før mødet i USA meddelte Forsvarsministeriet, at Danmark og Nato-allierede vil udstationere flere styrker til Grønland.