
Bruger milliongevinsten: Sarah-Sofie Boussnina og Louis Samson køber for 14,4 millioner

LÆS OGSÅ: Køber naboens hus for 49.950.000 kroner
Nok har skuespiller Sarah-Sofie Boussnina og Julias Moon-forsanger Louis Samson solgt deres lejlighed på Frederiksberg, men de bliver hængende i området lidt endnu.
Faktisk flytter de kun knap 200 meter længere ned ad vejen, hvor de 1. februar overtager en anden Frederiksberg-bolig.
Det fremgår af tinglysningen, hvor handlen netop er blevet offentliggjort.
Her kan man læse, at kendisparret har betalt 14,4 millioner kroner for at blive ejere af lejligheden, der har seks værelser og er mere end 180 kvadratmeter stor.
Sarah-Sofie Boussnina og Louis Samson har haft lang tid til at vænne sig til tanken om, at de skal flytte ind i lejligheden, som de altså kunne gå til på ganske kort tid fra deres snart tidligere hjem.
Ifølge skødet indgik de nemlig aftale om købet 16. oktober sidste år, men handlen er altså først blevet tinglyst nu.
Frederiksberg-lejligheden var blevet sat til salg 25 dage tidligere, men selvom den ikke nåede at være længe på markedet, lykkedes det alligevel kendisparret at få en rabat på 500.000 kroner.
Solgte med gevinst
Med prisen på de 14,4 millioner kroner har de altså brugt den milliongevist, de på papiret fik med sig, da de for nylig solgte en lejlighed i samme område.
I efteråret 2023 havde de betalt 5.450.000 kroner for en 89 kvadratmeter stor fireværelses lejlighed med udsigt over søerne, men det lykkedes parret at sælge til 7.750.000 kroner.
Dermed kunne de stikke 2,3 millioner skattefri kroner lige ned i foret - altså fraregnet eventuelle udgifter til renoveringer og lignende.
Men disse penge er altså i den grad blevet brugt på ny bolig.
De skal være ude 15. februar, og derfor har de altså to uger til at rykke deres ting til den nye lejlighed.
Der er heldigvis ikke så langt.
Gennembrud i udlandet
Parret har været gift siden 2016, og i maj 2022 blev de forældre til en pige.
Det er ved at være længe siden, man sidst har set Sarah-Sofie på skærmen herhjemme. Det skyldes, at den fynskfødte skuespiller har fået sparket døren ind til det store udland.
I 2019 brillerede hun i filmen "Birdcatcher", i 2021 spillede hun med i "The Colony" og har senere fået succes i HBO-serien "Dune: Prophecy", hvor hun spiller prinsesse Ynez Corrino, datter og arving til Kejser Javicco Corrino.
Hollywood har også fået en bid af den dansk-marrokanske darling.
Sarah-Sofie står således på rollelisten til bibeldramaet "The Way of the Wind", som er instrueret af den Oscar-belønnede instruktør Terrence Malick, som blandt andet står bag "The Tree of Life".
