Nikolaj Jacobsen afslører "babyaftale" med Emil Bergholt: - Han skal bare smutte

LÆS OGSÅ: Emil Bergholt skal være far igen: Kæresten har termin under EM
Om fire dage, den 19. januar, har Emil Bergholts kæreste Astrid termin.
Det afslørede landsholdspilleren til SE og HØR kort inden EM.
Hun kan med andre ord gå i fødsel når som helst.
Skulle det ske, så er beskeden fra landstræneren klar.
- Aftalen er, at når der sker noget i Skjern (hjemme hos Emils kæreste Astrid, red.), så skal Emil bare smutte. Så er der andre ting, der trods alt er vigtigere end et EM i håndbold, lyder det på presseseancen forud for første kamp.
Hvis og når det sker, at Emil Bergholt bliver far for anden gang, så kommer landstræneren ikke til at gribe stresset ud efter telefonen.
- Jeg kalder ikke nogen ind. Der er Emil også så dedikeret, at så tager han hjem til fødslen, og så må vi se, hvordan og hvorledes. Det kan være, Emil tager hjem på et par hviledage. Det løser vi, forklarer han og tilføjer:
- Der findes værre udfordringer. Det er en stor ting for Emil og hans familie.

Sidste år stod landstræneren i nogenlunde samme situation med en af spillerne.
Her var det Kevin Møller, hvis partner nærmede sig fødslen undervejs.
Det endte med, at målmanden forlod landsholdslejren forud sidste hovedrundekamp mod Tjekkiet.
Få dage senere kunne han kalde sig både far til to og verdensmester.