Rocker anklaget i omfattende sag om cykeltyverier: Fik hjælp af mor

LÆS OGSÅ: Rocker tiltalt i uhyggelig sag om psykisk vold: Gjorde kvinders liv til et mareridt
Det er ikke hver dag, at en rocker er tiltalt side om side med sin mor.
Men sådan forholder det sig i en retssag, der snart tager sin begyndelse ved Københavns Byret.
Her skal en Comanches-rocker, der er i slutningen af 30'erne, nemlig stilles for en dommer, fordi politiet mener, at han har stået bag omfattende hæleri af adskillige el-cykler og tilbehør til det populære transportmiddel.
Det fremgår af anklageskriftet, som SE og HØR er i besiddelse af, hvor man kan læse, at rockeren er tiltalt i over 70 forskellige forhold.
De mange sager handler om alt fra kørsel uden kørekort - hvor rockeren blandt andet formåede at blive stoppet hele FIRE gange på en dag - tyveri, besiddelse af pebersprays, besiddelse af metamfetamin og særdeles omfattende anklager om hæleri af særligt grov beskaffenhed.
Rockeren er beskyttet af et navneforbud i sagen, hvorfor SE og HØR er forhindret i at beskrive mandens identitet nærmere.
Det er uvist, hvordan han forholder sig til anklagerne - hans forsvarsadvokat er på nuværende tidspunkt ikke vendt tilbage på SE og HØRs henvendelse.

Omfattende hæleri af el-cykler
I anklageskriftet kan man læse, hvordan rockeren ifølge politiet har medvirket til særdeles omfattende hæleri af el-cykler og dertilhørende tilbehør.
Helt galt så det ud tilbage i november 2024, hvor ordensmagten tilsyneladende fandt frem til et kælderrum, som de mener, at rockeren brugte til at gemme hele 11 forskellige el-cykler - blandt andet af mærker som Christinia Bikes, Winther og Mustang.
Her mener politiet, at den tiltalte havde modtaget og opbevaret den store mængde cykler, selv om han vidste, at de stammede fra strafbare handlinger - i de her tilfælde fra tyverier rundt om i København og i Roskilde.
Ifølge politiet havde de 11 el-cykler - samt 9 el-cykel batterier - en værdi på hele 157.784 kroner.
Selv om politiet tilbage i november 2024 fandt frem til et formodet hæler-lager, så er det ikke det eneste forhold, hvor rockeren er tiltalt. Det er han ligeledes i en række andre forhold, hvor anklagemyndigheden mener, at manden har begået hæleri af flere el-cykler - blandt andet en svinedyr Pininfarina Evoluzione ladcykel til hele 40.000 kroner.

Fik hjælp af mor: Store pengebeløb overført på MobilePay
I enkelte af de mange forhold er en kvinde medtiltalt for medvirken til blandt andet hæleri - sådan forholder det sig blandt andet i fem anklagepunkter, hvor politiet mener, at rockeren har fået hjælp.
Her mener ordensmagten, at manden fik hjælp af sin mor, når der skulle falde betaling for de stjålne cykler.
Ifølge anklageskriftet stillede hun ved flere lejligheder sin MobilePay til rådighed, så pengene kunne falde for de stjålne varer.
Det skete blandt andet ved salg af en el-ladcykel fra Christiania Bikes, hvor moren angiveligt modtog 13.000 kroner på sin MobilePay, mens rockeren selv fik 4000 i kontanter, fremgår det af anklageskriftet.
I de to andre forhold modtog hun ifølge politiet henholdsvis 1500 og 17.000 kroner på sin mobilepay.
Moren og rockersønnen er også tiltalt sammen i et andet noget mere kuriøst forhold om hæleri - her mener politiet nemlig, at de sammen har opbevaret en stjålet politiskjorte, der tilhørte Rigspolitiet.
SE og HØR har forsøgt at få en kommentar fra begge tiltaltes forsvarere, det har ikke været muligt. Det er derfor uvist, hvordan de forholder sig til anklagerne.

Forsøgte at stjæle cykel: Kunne ikke brække låsen op
Den hærdebrede rocker er som nævnt tiltalt i rigtig mange forhold om særligt grov hæleri - men politiet mener også, at manden selv har været ude og stjæle.
Eller i hvert fald forsøge på det.
For tilbage i februar 2025 mener ordensmagten, at han forsøgte at stjæle en ladcykel ved Arbejdernes Landsbank i Kastrup, men her ville låsen angiveligt ikke som rockeren - han kunne ifølge anklageskriftet ikke brække låsen op, hvorfor ejeren af cyklen fik lov til at beholde den.
Sådan gik det ikke 26. og 27. februar, da det ifølge politiet først lykkedes manden at stjæle en el-cykel af mærket Batavus på Vestamager Metro Station, inden han dagen efter angiveligt lykkedes med at stjæle en ladcykel til 40.000 kroner i Roskilde.
I begge tilfælde er manden subsidiært tiltalt for uberettiget at have brugt en andens ting - det betyder formentlig, at politiet aldrig har fundet frem til de stjålne cykler.
Den unge rocker er også tiltalt for at have været i besiddelse af et gram metamfetamin samt 24,8 gram hash til eget forbrug ved to forskellige episoder.
Københavns Byret har afsat to dage til behandlingen af sagen.