Populær TV 2-serie får kritik: Fremstillet helt forkert

LÆS OGSÅ: Skuespiller Marcus Gilbert er død af kræft
Det er ikke alle, der er lige begejstrede for den nye sæson af TV 2-serien "Dag & Nat".
Fiktionsserien har nemlig fået Dansk Selskab for Patientsikkerhed til at rette kritik efter det tredje afsnit af anden sæson rullede over skærmen søndag.
Det skriver TV 2.
Kritikken går på en scene, hvor en læge har ordineret en for høj dosis insulin til et barn. I afsnittet siger afdelingslægen, at insulinchokket vil blive indberettet som en ”utilsigtet hændelse”.
Herefter beder den pågældende læge ham om at lade være, da han ikke vil risikere at få en sag på nakken.
Men ifølge Dansk Selskab for Patientsikkerhed er det en forkert fremstilling af begrebet ”utilsigtet hændelse”.
- Det er ærgerligt, at utilsigtet hændelse bliver fremstillet sådan i serien. Det er alt andet end en straf, for det handler primært om, at vi skal lære af de fejl, som bliver begået i sundhedsvæsenet, siger direktør Inge Kristensen.
Hun forklarer videre, at det er noget, der kan rapporteres anonymt og sanktionsfrit af pårørende og ansatte i sundhedsvæsenet.
Til SE og HØR oplyser TV 2, at de har været i kontakt med Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Marlene Billie Andreasen, som er executive producer på serien på TV 2, beklager:
- Vi har noteret os kritikken og beklager, hvis ordvalget i den konkrete scene har givet anledning til misforståelse af UTH-ordningen som et sanktionerende system.
- Linda og Jerry er fiktive karakterer, hvis handlinger er motiveret af deres følelser og rationale. Meningen med scenen er, at skildre Jerrys bekymring for, at afrapporteringen kan forsinke hans rejse med Læger Uden Grænser. At Linda ikke korrigerer hans misforståelse i scenen er et aktivt valg, men vi kan godt se, at man på den baggrund kan efterlades med en misforstået opfattelse af virkelighedens UTH-ordning, lyder det fra Marlene Billie Andreasen i et skriftligt svar.