Kran vælter ned over tog i Thailand: Mindst 22 er døde

En kran er i Thailand styrtet ned over et passagertog, hvilket har kostet mindst 25 personer livet.
Det melder lokale myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.
Da kranen væltede, kørte toget af sporet, hvilket førte til den dødelige ulykke.
- Dødstallet er nu oppe på 25. Eftersøgningen af flere lig er i gang, siger Thatchapon Chinnawong, som er lokal politichef i provinsen Nakhon Ratchasima i det nordøstlige Thailand.
Der er tale om en opjustering af antallet af dræbte. Nyhedsbureauet Reuters skrev tidligere, at mindst 12 var døde.
Flere end 80 personer er kvæstet i ulykken.
Ifølge Reuters fandt ulykken sted onsdag morgen i distriktet Sikhio i Nakhon Ratchasima, som ligger omkring 230 kilometer nordøst for hovedstaden Bangkok.
Toget, der blev ramt af kranen, var på vej mod provinsen Ubon Ratchathani, da kranen styrtede ned og ramte toget, der var i bevægelse.
Toget kørte herefter af skinnerne. Ifølge det lokale politi udbrød der kortvarigt brand i toget.
Branden blev efterfølgende slukket, og redningspersonale arbejder på ulykkesstedet.
Videooptagelser fra stedet har vist det ramte tog, der ligger på siden, mens røg stiger op fra vragresterne.
Thailands transportminister, Phiphat Ratchakitprakarn, har ifølge AFP oplyst, at 195 personer var om bord på toget, og at myndighederne arbejder på højtryk for at identificere de omkomne.
De dræbte befandt sig i to af de tre vogne, der blev ramt af kranen.
Industri- og byggepladsulykker er ikke en sjælden begivenhed i Thailand, hvor ringe håndhævelse af sikkerhedsreglerne ofte fører til dødelige ulykker.
Ifølge AFP blev kranen brugt til opførelse af højhastighedstognettet i Thailand. Der er tale om et projekt til 5,4 milliarder dollar, som har fået støtte fra Kina.
Det skal skabe en togforbindelse mellem Bangkok i Thailand og Kunming i Kina via Laos inden 2030.
En talsperson fra det kinesiske udenrigsministerium siger på en pressebriefing, at landet har understreget vigtigheden af projektet og personalets sikkerhed under opførelsen.
- Det ser ud til, at det pågældende stykke var under opførelse af en thailandsk virksomhed. Men årsagen til ulykken er stadig ved at blive efterforsket.
Thailands transportminister har allerede beordret en grundig undersøgelse af ulykken.