Annonce
Kongelige7 timer siden

Prins Joachim byder grønlandsk minister velkommen i Washington D.C.

Forud for møde mellem Danmark, Grønland og USA onsdag er Vivian Motzfeldt landet i USA, skriver ambassadør
Af: Ritzau
Prins Joachim har budt Vivian Motzfeldt, som er Grønlands minister for udenrigsanliggender, velkommen i USA.
Prins Joachim har budt Vivian Motzfeldt, som er Grønlands minister for udenrigsanliggender, velkommen i USA.
 Foto: Hanne Juul
Annonce

Prins Joachim, som er forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington D.C., har budt Vivian Motzfeldt, som er Grønlands minister for udenrigsanliggender, velkommen i den amerikanske forbundshovedstad.

Det fremgår af et opslag på X, som Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, har delt tirsdag aften.

Ambassadøren deler også et billede, hvor Prins Joachim og Vivian Motzfeldt kan ses sammen med ham selv og Jacob Isbosethsen, som er Grønlands repræsentationschef i USA.

Vivian Motzfeldt ankommer til Washington D.C., forud for at Danmark og Grønland onsdag mødes med USA i Det Hvide Hus.

Fra rigsfællesskabets side deltager ud over Motzfeldt også udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Annonce

USA's vicepræsident, J.D. Vance, er vært for mødet, og også den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, deltager.

- Grønland ønsker ikke at blive ejet af, styret af eller være en del af USA. Vi vælger det Grønland, vi kender i dag - som en del af Kongeriget Danmark, citeres Motzfeldt i opslaget for at sige.

Grønlands regeringsleder og formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, gjorde det tirsdag også klart, at Grønland vælger Danmark over USA.

Annonce

Det skete på et fælles pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag, hvor Nielsen sagde, at hvis Grønland skal vælge mellem USA og Danmark, så falder valget på Danmark.

USA's præsident, Donald Trump, reagerede over for amerikanske journalister senere tirsdag på udtalelsen fra den grønlandske regeringsleder.

- Jeg ved ikke, hvem han (Jens-Frederik Nielsen, red.) er, jeg ved ikke noget om ham, men det kommer til at blive et stort problem for ham, sagde Trump.

Annonce

Prins Joachim tiltrådte i rollen som forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché i Washington D.C. 1. september 2023. Det skete "for at forstærke samarbejdet med USA", lød det i udnævnelsen i foråret 2023.

Han skal fortsætte på posten indtil slutningen af august 2027.

Annonce

Sponsoreret indhold