Annonce
Nyheder18 timer siden (opd. 18 timer siden)

To skiløbere døde i lavineulykke i Val d'Isère

Val d'Isère er et populært skisportsområde blandt danske skiløbere
Af: Ritzau
x
 Foto: Jensen Jeppe Michael/Ritzau Scanpix
Annonce

To franske skiløbere har mistet livet i en lavineulykke lørdag i skisportsområdet Val d'Isère i de franske alper.

Det meddeler skisportsområdets turistkontor, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

De to mænd stod på ski offpiste, da lavinen begravede dem under 2,5 meter sne.

De var afsted med en større gruppe, som tilkaldte hjælp, men det lykkedes ikke redningsarbejdere at genoplive dem, da man endelig fandt frem til dem, står der i meddelelsen fra turistkontoret.

Franske vejrtjenester havde sendt advarsler ud om, at der over weekenden ville være høj risiko for laviner. Risikoen var kategoriseret som fire ud af fem på den europæiske skala for laviner.

Annonce

De to skiløbere havde ikke lavinebippere på sig, og redningsfolkene måtte i stedet gå efter signalet fra deres mobiltelefoner.

En lavinebipper udsender og modtager signaler på en bestemt frekvens, som kan bruges til at pejle sig mere præcist frem til, hvor en person ligger begravet under sneen.

Men det fungerer kun, hvis både den begravede person og dem, der leder efter vedkommende, har en lavinebipper.

Annonce

I ulykken i Val d'Isère var redningsfolkene nødt til at gennemsøge et område på omkring 150 kvadratmeter.

En yderligere person er blevet dræbt lørdag i en lavineulykke, som skete i skisportsområdet Areches-Beaufort, der ligger omkring 60 kilometer fra Val d'Isère.

Her var der ligeledes tale om en person, der stod på ski offpiste.

AFP har talt med en lokal embedsmand, Jean-Pierre Mirabail, som fortæller, at der også var en anden, der blev begravet i lavinen, men som overlevede. Personen er blevet bragt til hospitalet med alvorlige hovedskader, siger han.

Det fremgår ikke, hvilken nationalitet de to personer fra ulykken i Areches-Beaufort har.

Annonce

Sponsoreret indhold