Annonce
NyhederI går (opd. I går)

Kilder: USA overvejer at sende penge til alle grønlændere

Beløb op til 100.000 dollar til alle grønlændere er blevet drøftet, siger unavngivne embedsmænd fra USA
Af: Ritzau
FILE PHOTO: U.S. President Donald Trump looks on as he signs executive orders and proclamations in the Oval Office at the White House, in Washington, D.C., U.S., May 5, 2025. REUTERS/Leah Millis/File Photo
Den amerikanske regering har angiveligt talt om at betale alle grønlændere et engangsbeløb.
 Foto: Leah Millis/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

Der er i den amerikanske regering blevet drøftet en mulighed for at sende et større beløb til alle grønlændere for at overbevise dem om at løsrive sig fra Danmark.

Det fortæller fire amerikanske embedsmænd til nyhedsbureauet Reuters. De optræder alle anonymt.

To af kilderne siger, at beløb mellem 10.000 og 100.000 dollar per person har været på bordet i samtalerne.

Det er uklart, hvordan en sådan engangsbetaling nærmere skal foregå, men formålet skal altså være at få Grønland til at løsrive sig og derefter potentielt vælge at blive en del af USA, lyder det.

Idéen om at give penge til samtlige af øens omkring 56.000 indbyggere er et bud på, hvordan USA kan forsøge at "købe" Grønland.

Annonce

Ad flere omgange har den amerikanske præsident, Donald Trump, udtalt, at USA har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed.

Han har foreslået, at USA kunne købe Grønland af Danmark, hvilket er blevet afvist konsekvent fra både dansk og grønlandsk side.

Trump er også blevet spurgt om muligheden for at overtage Grønland med militær magt, hvilket han ikke har villet afvise.

Annonce

Trumps udtalelser fik søndag Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering, til tasterne.

Han kaldte udtalelserne for respektløse.

- Nu er det nok. Ikke mere pres. Ikke flere hentydninger. Ikke flere fantasier om annektering, skrev han.

Fra dansk side har statsminister Mette Frederiksen (S) opfordret USA til at stoppe det, hun omtaler som trusler mod en tæt allieret.

Annonce

Reuters har efterspurgt en kommentar fra Det Hvide Hus til de formodede diskussioner om at sende penge til grønlænderne.

Det Hvide Hus henviser til udtalelser, som pressetalsperson Karoline Leavitt kom med onsdag.

Her fortalte hun under et pressemøde, at Trump og hans rådgivere for national sikkerhed var ved at "kigge på, hvordan et muligt køb kunne se ud".

Den danske ambassade i USA har afvist at kommentere de fire kilders udsagn.

Annonce

Sponsoreret indhold