Annonce
Krimi3 timer siden (opd. 2 timer siden)

30-årig anholdt for drab på 77-årig mand i Svendborg

Politiet har anholdt en 30-årig mand og sigtet ham for drabet på en ældre mand, der blev fundet død tirsdag
Af: Ritzau
Annonce

En 30-årig mand er blevet anholdt for drab på en 77-årig mand i Svendborg.

Det skriver Fyns Politi på X.

Den 77-årige mand blev fundet død i et skur ved sit hjem i Svendborg tirsdag.

Politiet rykkede tirsdag ud til mandens adresse på Sandalsvej i Svendborg. Det skete, efter at politiet havde fået henvendelser fra flere, som var bekymrede over ikke at have set ham i nogen tid.

Klokken 16.46 fredag har politiet anholdt den 30-årige mand, der er fra Odense Kommune, og sigtet ham for drab.

- Siden fundet af den dræbte har Fyns Politi foretaget en intensiv efterforskning, hvilket har ført til, at man i dag har kunnet anholde den 30-årige mistænkte mand, skriver politiet.

Manden vil blive fremstillet i et grundlovsforhør i morgen lørdag ved Retten i Svendborg.

Annonce

Det præcise tidspunkt for grundlovsforhøret kendes ikke endnu, men vil blive meldt ud i morgen tidlig, lyder det fra politiet.

Anklagemyndigheden ved Fyns Politi vil af hensyn til den videre efterforskning begære lukkede døre ved grundlovsforhøret.

Det betyder, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Annonce

Af hensyn til anklagemyndighedens begæring om lukkede døre vil politiet ikke oplyse nærmere om, hvordan man fandt frem til den 30-årige, oplyser vagtchef Christoffer Jacobsen.

Politiet vil heller ikke oplyse, om den mistænkte og den afdøde kendte hinanden.

Annonce

Sponsoreret indhold