Annonce
Krimi8 timer siden (opd. 7 timer siden)

Friske tal: Så mange fik fyrværkeri i øjnene

Øjenlæge glæder sig over færre alvorlige tilfælde end de sædvanlige fem til syv
Af: Ritzau
Annonce

Der er i forbindelse med nytårsaften blevet registreret 20 øjenskader, hvoraf to er alvorlige.

Det fortæller Sara Brandi, der er ledende overlæge på Rigshospitalets øjenafdeling, og som står for opgørelsen i år.

Hun hæfter sig ved, at der er en del færre, der har fået alvorlige øjenskader end vanligt til nytår.

- Det er rigtig lavt. Vi ligger normalt på mellem fem og syv alvorlige og synstruende øjenskader, og i år er vi helt nede på to tilfælde. Det er rigtigt fint, selv om det selvfølgelig er meget alvorligt for dem, der er blevet ramt, siger Sara Brandi.

I begge de alvorlige tilfælde er der tale om midaldrende mænd. Den ene af dem har fejret nytår i København, hvor en vildfaren raket gav ham forbrændingsskader i ansigtet og øjenskader.

Annonce

Han havde ikke sikkerhedsbriller på, fortæller Sara Brandi og tilføjer, at det gør sig gældende for de fleste af de mennesker, der får øjenskader til nytår.

I det andet af de to alvorlige tilfælde havde manden dog faktisk sikkerhedsbriller på. Han kommer fra Aarhus, og øjenskaden skete, da han havde hovedet ind over et fyrværkeribatteri.

- Jeg har i hele min karriere som øjenkirurg kun set to tilfælde af alvorlige øjentraumer, hvor de havde haft briller på. I begge tilfælde tør man slet ikke tænke på, hvad der så var sket, hvis de ikke havde haft brillerne, siger Sara Brandi.

Annonce

Foruden faldet i alvorlige skader hæfter øjenlægen sig ved, at andelen af kvinder og især piger med øjenskader er steget.

- Der er en større repræsentation af kvinder ud af de 20 personer med øjenskader. Der er otte kvinder blandt dem, og seks af dem er mindreårige. Det skiller sig ud fra de tidligere år, siger Sara Brandi.

Sidste år blev der til nytår registreret 22 øjenskader. Seks af dem var alvorlige øjenskader, som er defineret ved, at det kan komme til at koste synet på et eller begge øjne.

Annonce

Sponsoreret indhold