Politi efterforsker drab på 77-årig i Svendborg

TIP OS ANONYMT: Kender du mere til sagen? Skriv en fortrolig mail til journalisten på saad@sh.dk
Fyns Politi efterforsker en 77-årig mands død som et drab.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Manden blev tirsdag fundet død i sit hjem i Svendborg, og ifølge Fyns Politi er den 77-årige blevet dræbt.
Politiet oplyser i pressemeddelelsen, at der i mandens hjem blev foretaget gernings- og findestedundersøgelse, ligesom der er foretaget obduktion af manden.
- De undersøgelser og efterforskningen har klarlagt, at der er tale om et drab, skriver politiet.
Afsluttende oplyser politiet, at der i forbindelse med efterforskningen er indsamlet en del spor samt oplysninger, som nu indgår i den videre efterforskning.
De pårørende er underrettet.
Fyns Politi siger til Ritzau, at der i skrivende stund ikke er nogen anholdt i sagen.