Nikki Sanderson afslører graviditet foran juletræet

LÆS OGSÅ: Cooper Alan er blevet far
Nikki Sanderson deler en glædelig nyhed juleaften.
Foran juletræet afslører den 41-årige engelske skuespillerinde nemlig, at hun venter sit første barn sammen med sin kæreste, skuespilleren Anthony Quinlan, 41.
Det skriver flere britiske medier, heriblandt Daily Mail.
Mediet citerer en video, som Nikki Sanderson og Anthony Quinlan har delt på Instagram juleaften. Her ses parret pynte juletræet op i deres hjem.
På et tidspunkt kommer Anthony Quinlan med en gaveæske, hvori der er et scanningsbillede, som Nikki Sanderson hænger i juletræet.
Og så vender skuespillerinden sig og viser maven frem.
- Glædelig jul fra os tre.
- Baby Quinlan forventes i foråret 2026, skriver de kommende forældre efterfulgt af en hjerte-emoji.
Nikki Sanderson er bedst kendt for at spille Candice Stowe i tv-serien "Coronation Street".
Anthony Quinlan er kendt for sine roller som Gilly Roach i "Hollyoaks" og Pete Barton i "Emmerdale".
Ifølge The Sun mødtes Nikki Sanderson og Anthony Quinlan i 2022.
De offentliggjorde deres romance i april samme år.
